free web tracker

Strøtanker om det allerældste Elling

Af: Hans Henrik Frey

Jeg tager udgangspunkt i Rikke Demlers udmærkede artikel  om Ellingåskibet, hvor hun fortæller om den havbugt, der i vikingetiden skar sig ind mod det sted, hvor Elling kirke senere blev bygget. Som lokalhistoriker gør man sine iagttagelser og drager sine slutninger om det sted, hvor man bor, og jeg deler helt Rikkes opfattelse af stedet som meget betydningsfuldt i vikingetiden, en opfattelse der er blevet bekræftet af det store sølvfund ved Strandby.

 

På mine vandringer i området er jeg stødt på nogle foreteelser, som jeg synes kræver en forklaring, og jeg har prøvet at besvare de opståede spørgsmål efter bedste evne. Svarene vil jeg herved delagtiggøre læserne i, men må gøre opmærksom på, at mine ideer helt må stå for min egen regning.

At Elling å har været sejlbar langt ind i landet står helt klart, da vi ved, at landhævningen siden vikingetiden har udgjort op mod 2 meter. Langs åen ligger en række steder med påfaldende navne: Sennepshaven. Lomanshave, Syselhaven og ved Jerup å: Tolshave. Navne som Bispehaven og Præstehaven er nok senere tilkomne – jeg ved det ikke.
I vikingetiden havde hver gård måske nok en kålgård, en urtegård eller blot en toft, men ligefrem en have?
Når en vendelbo siger "have" i bestemt form, altså "haven", så siger han "hauen", og man kan ikke høre forskel på, om han mener jordstykket omkring huset eller den havn, der huser skibe.

Vi går tilbage til ledingsordningen, som sandsynligvis opstod under Gorm den Gamle, og vi ved, at sysselinddelingen opstod under hans søn Harald Blåtand. Syslerne var inddelt i "havner", der hver bestod af tre helgårde, som hver skulle stille en mand til ledingsflåden hvert tredje år.
Flere havner gik sammen om at bygge, udruste og bemande et skib.
Et skibshold kaldtes et ”skippæn” og skulle bestå af 42 mand, så mange havner var fælles om at stille et vikingeskib.
Ledingsflåden, som Knud den Hellige samlede i 1084 bestod angiveligt af 1000 skibe, heraf 50 fra Vendsyssel.
Tallene skal nok tages med et vist forbehold, men alligevel et betragteligt antal skibe.

Hvor lå disse skibe, når de ikke var ude på togt?
De lå naturligvis hjemme i deres "havne" eller havn, måske et godt stykke oppe ad åen, og kan man ikke tænke sig, at det er ordet havn, der knytter sig til de nævnte steder i stedet for have?
Det kan jeg i hvert fald godt tænke mig.

Vi bliver lidt ved åen og ser på kirken, der blev bygget omkring 1250, efter den tids forhold et anseligt Guds hus bygget i brændte sten, og det må være storbonden i Elling – senere Ellinggård, der har formået det. Men hvor kom stenene fra?
At købe dem udensogns og få dem transporteret langvejs fra har været en meget bekostelig affære, men hvorfor gå over åen efter vand. Landets bedste ler ligger på Elliinggårds jorder.
Storbonden har selvfølgelig selv gravet sin lergrav og brændt sine sten.
Før i tiden, da jeg var bedre til bens, har jeg foretaget mange vandringer i terrænet omkring den nuværende herregård for at lede efter lergravning. Det jeg søgte var en umotiveret lavning i gårdens nærhed tæt ved transportvejen, åen og med en ikke for stejl adgang til denne.

 

En forårsdag fandt jeg en sådan omkring 400 meter syd for gården opstrøms, og da jeg sparkede i et muldvarpeskud, fløj et par stumper rødt, brændt tegl op. Tilfældigt eller????

Når man fra Mariendal kører ind i Elling ad Tuenvej, slynger vejen sig stærkt, og grunden dertil er – mener jeg, at vejen oprindelig har fulgt Åens bugtninger, hvilket nedenstående kort fra 1842 til 1899 udmærket viser. Vi kan samtidig se, at udretningen af åen fra Sennepshaven mod kirken må have fundet sted før 1899.


Går man tur i området, kan man stadig fornemme det gamle forløb af åen.