free web tracker

Strandby Brugsforenings historie

Strandby Brugsforenings historie på baggrund af forhandlingsprotokollerne 1916 – 1998.


Af Hans Henrik Frey


For et års tiden indleverede Strandby Brugs sine arkivalier til Elling Sogns Lokalarkiv. Det var vi glade for på arkivet, for det tyder på tillid til os, at vi får lov til at gøre orden i de mange protokoller, regnskaber, korrespondancer og beretninger, og hvad andet, der lå på Brugsens loft, men vi regner også med, at Brugsen er glad for at få det afleveret, fordi det indeholder et væld af historiske oplysninger vedr. Brugsen og det lille samfund, som Strandby består af.
Dette materiale bliver nu ordnet og opbevaret på en måde, så det bliver tilgængeligt for eftertiden, og på den måde bliver alle glade.

Ved afleveringen lovede jeg at finde noget af Brugsens historie frem og fortælle om den ved denne lejlighed, der jo er en rund, halvfemsårig fødselsdag.

Mine kilder er kun tre.
I forbindelse med min korte indledning har jeg brugt bogen: Kontrabogen, udgivet i 2001 af Johannes Bruun Hansen, og jeg har kikket i det lille jubilæumsskrift, som blev udgivet i 1966 ved 50års jubilæet, men ellers er alt stoffet udelukkende hentet fra de indleverede forhandlingsprotokoller, der dækker årene 1916 – 1998.

Jeg vil indlede med at fortælle ganske kort om, hvordan Brugsforeningerne opstod;

Det var væverne i Rochdale nord for Manchester, der i 1844 fik den ide at slutte sig sammen i en forening for at kunne købe mel, sukker og smør og andre dagligvarer til fordelagtige priser og varetage forbrugernes interesse – deraf navnet forbrugsforeninger – der senere blev til Brugsforeninger – og endte med kort og godt at blive til Brugsen.

Tanken vandt udbredelse i England, og den vandrede snart over Nordsøen, hvor den spredte sig som en steppebrand i Danmark, hvor de grundtvigske højskoler havde gødet jordbunden for andelstanken, I Danmark bestod befolkningen for 85% vedkommende af bønder, og netop bønderne var fra fællesskabets tid vant til samarbejde.

I 1866 oprettedes den første levedygtige forbrugsforening i Thisted af provst H.C. Sonne, som mente, at man lige så godt kunne få varerne direkte fra fabrik og undgå det fordyrende led, som købmanden var.
Den lokale købmand var ret uenig med ham og svarede, at så var præsten også overflødig – man kunne lige så vel få Guds ord direkte fra biblen.

Allerede fem år efter var der 80 brugsforeninger, og i 1880 havde bevægelsen 7.000 medlemmer fordelt på 200 foreninger. Alle disse foreninger udpegede en uddeler, for de hjemkøbte varer skulle jo deles ud og ikke forhandles, og i de første tider havde man lidt naive tanker om dette arbejde, som jo bare kunne varetages af et lokalt medlem, gerne en person, som havde lidt god plads som f.eks. smeden eller læreren, mølleren eller præsten.

Det var jo ”gør det selv princippet”, der var grundtanken, men man glemte, at en købmand kun skal stå til regnskab for sig selv og landets øvrighed, mens uddeleren derudover skal stå til ansvar over for bestyrelse og medlemmer, så uddelerens funktion kom snart til at ligne høkerens, dog med den forskel, at der var behov for et mere detaljeret bogholderi på grund af medlemmernes overskudskrav. Uddelerjobbet blev snart professionaliseret, men i mange foreninger lå stadig den opfattelse, at hans aflønning skulle være så lav som mulig.

Brugsen i Strandby

Når Brugsen først kommer til Strandby i 1916, skyldes det ganske givet, at fiskerbefolkningen er helt anderledes individualister end bønderne, men hvorfor så netop i 1916?
Man kunne få den tanke, om det skulle betyde noget, at Indre Mission var ved at få rigtig godt fat i Strandby.
Peter Krøgh havde holdt det første missionsmøde den tredje søndag i advent 1906 og i 1911 er samfundet så stærkt, at det bygger missionshus, og Indre Mission appellerer jo til et fællesskab og sammenhold, men ser man på listen over stifterne, er der mange missionsfolk, men også mange metodister og folkekirkefolk, så det er måske tilfældigt, at det blev netop 1916.
Hvordan foreningen fik den anselige toetagers bygning op at stå, som eksisterer den dag i dag, siger protokollen ikke et ord om.
Det første protokollat er fra 25. februar 1916, hvor 41 personer, alle naturligvis mænd samles om at danne en forening, vedtage nogle vedtægter og vælge en bestyrelse på syv mand.
Denne bestod af Kristen Christen Axelsen, Augustinus Jensen. Karl Axelsen, Christen Christensen, Chr. Fredborg, Chr. P. Thomsen og Rasmus Clausen.
Alle var de fiskere undtagen Chr. Fredborg, der var vognmand.
Christian P. Thomsen påtog sig hvervet som formand.

Forslaget til vedtægter er tydeligvis hentet ude fra med alle sine 25 paragraffer, hvoraf en siger, at der ikke handles på søn- og helligdage, og at foreningen lukker kl. 8 om aftenen samt, at der ikke handles med øl eller spiritus.

Ved indmeldelse betales 2 kr. – dog 5o øre for tjenestefolk.
Det vedtages at holde generalforsamling 1-2 gange om året, men det skulle hurtigt vise sig, at en gang om året var nok.

Omsætningen var det første halvår på 40.916 kr. og 89 øre.

Medlemmerne fik ved 1. generalforsamling udbetalt dividende, der androg 6%  vedr. kolonial og 3% på grovvarer, i alt kr. 1511,83 kr. og endda var der et overskud på 1463 kr.. og 54 øre., der henlagdes til næste regnskab.
Der kan gives kredit på 20%  af medlemmernes årlige køb af kolonialvarer, en bestemmelse, man får meget døje med senere hen.

Hvem den første uddeler var, fremgår ikke af protokollen, men 6. marts 1920 nævnes, at uddeler Vestgaards løn skal forhøjes, så det må formodes, at det var den første uddeler. To gange nævnes han i protokollen, og begge gange som Vestgaard, men jubilæumsskriftet fra 1966 kaldet ham Vestergaard. Her er et problem, som en gennemgang af det øvrige materiale måske kan kaste lys over
Som forretningsfører fungerer Martin  Nielsen, Napstjert. Det var ham, der drev en sommerhøjskole i Videslet.

Vestgaards aflønning er ikke nævnt, men det er givet, at det har været en procentaflønning i forhold til salget, og et godt bud vil være, at han starter med 5 % af butikssalget, men selv skal dække svind og udgifter til lys og varme i forretningen.
Hans løn hæves i 1920 med en halv procent.

Vestgaard opsiger sin stilling i 1921 og afløses af N. Engelbrechtsen. Han skal erlægge 8.000 kr. i kaution. Også han aflønnes efter omsætning. Nu er procenten steget til 6,5%  af de almindelige kolonialvarer og 2,5% af grovvarer. Til gengæld må han bære udgifterne til svind – ligesom han skal betale lys og varme i butikken og i sin tjenestebolig, som ligger på 1. sal.

I 1921 udvides foreningens ejendom med en tilbygning af tømrer Johannes Hald med 10 alen mod øst.

Problemet med kreditgivningen stikker snart hovedet frem, og bestyrelsen bemyndiges til at gribe ind, måske ligefrem stoppe kreditten, hvis det bliver nødvendigt. Helt galt har det dog ikke stået til, for i 1925 bevilger bestyrelsen efter henvendelse følgende beløb til nødstedte brugsforeningen: 20 kr. til Rødkærsbro og 10 kr. til Rødbyhavns brugser, og i 1931 bevilges Elling Sognebibliotek 20 kr. I det hele taget falder der af og til en skilling af i årenes løb til slige formål.

Generalforsamlingerne afholdes i skolen, altså den gamle, hvor nu metodistkirken ligger, og lærer Pedersen er selvfølgelig foreningens revisor.
Dividenden ligger den første halve snes år på 6-8% , men stiger sidst i tyverne op mod de ti % og i 30erne er man helt oppe på 11-12%. Under krigen daler den igen til de normale 6-8 %.
I 1932 får uddeleren fuldmagt til sammen med formanden at underskrive checks.

I 1935 købes 8 alen jord mod vest og der opnås forkøbsret på yderligere 15 alen for at imødegå en senere udvidelse.

Bestyrelserne er trofaste og udskiftningen går langsomt, men under krigen træder en ny generation frem. Det er folk som Julius Thomsen, Arnold Thomsen, Jens Larsen, Prüz Jørgensen og Albert Nielsen, Møjen.
Martin Nielsen afløses på grund af sygdom som forretningsfører af Andreas Thomsen.

Krigen nævnes ikke med et ord i forhandlingsprotokollen. I 1945 passerer omsætning af kolonial de 200.000 kr. årlig.

I 1946 opsiger uddeler Engelbrechtsen sin stilling, og 28 ansøger om pladsen.
Den 15/4 ansættes Peter Jensen fra Hallund efter flere langvarige bestyrelsesmøder.
I Peter Jensens kontrakt blev den tidligere såkaldte frihandelsret ophævet.
Frihandelsretten betød, at uddeleren indtil nu havde haft lov til at sælge visse varer for egen regning, og havde således haft en ekstra indtægtsmulighed.
De varer, det drejede sig om var æg, frugt, brød og gammelt tovværk. Denne ret havde længe været en torn i øjet på nogle medlemmer.
Næste bestyrelsesmøde finder sted fem dage senere og viser, at den gode bestyrelse nok ikke har været så helt nem at forhandle med, for Peter Jensen har sagt sin stilling op, inden han er startet, og jeg vil give jer begrundelsen med hans egne ord, fordi de giver et godt tidsbillede, og måske også fortæller lidt om bestyrelsen.

Brevet er stilet stil formanden, Arnold Thomsen og lyder:

Ifølge telefonsamtale dags dato lovede jeg dig skriftlig redegørelse for vor grund til ikke at ville overtage pladsen som uddeler hos jer.
Ja, jeg skal indrømme, det både er mærkeligt og kedeligt.
Efter hjemkomsten i går aftes fra Jer, drøftede min kone og jeg selvfølgelig den ventende ny stilling. Vi var jo klar over, at vor økonomiske stilling i Strandby ville blive dårligere end her, hvis vi kunne få den fornødne medhjælp, og ville vi ikke kunne få medhjælp, ja så var det jo nærmest frygteligt at tænke på.
Jeg vil dog tilstå, at jeg stadig har den tro, at I senere ville regulere lønnen, så den var passende for det arbejde og ansvar, der er hos foreningen.
Så kommer det, vi mest frygtede: kunne vi finde os til rette i Strandby? Jeg vil dog bemærke, at Jer, vi har været sammen med og talt med, har vi intet at udsætte på, tværtimod.
Vi har altså fået den tanke, at vi ikke kunne finde os til rette og hjemme i Strandby, og så derforuden være nervøse for det økonomiske den første tid.
Det økonomiske ville nok blive rettet, tror jeg, men så er det igen, at vi ikke kan forstå, vi skulle blive ”hjemme” nogen sinde – det er dog det allervigtigste af alt at blive det.
Vi siger tak for den tillid, I har vist os; vi kan ikke forvente nogen tak fra jer, vi har kun været til ulejlighed, men forhåbentlig ikke til ubehag.
Hilsen og tak, Stinne og Peter Jensen, Hallund Brugsforening.

Man må så i gang med ansøgerlisten igen og vælger så Hartmann Krogh.
Arnold Thomsen skriver: Håber, valget er bedre end sidste gang!

Krogh bliver også aflønnet med en procentsats, som udgør seks en halv pro cent af butiksvarer, brændsel og trælast og noget mindre for øvrige varegrupper. Han får fri bolig over butikken. Han skal stille med en kaution på kr. 12.000.
Sidst i den lange og omstændelige kontrakt bemærkes, at uddelerens løn inklusive fribolig ikke forventes at overstige 7.000 kr. årlig.

Bestyrelsen med damer afholder afskedsfest for uddelerparret Engelbrecht d. 8. maj 1946, og som Arnold Thomsen skrev i protokollen:

Menuen bestod af flæskesteg med tilhørende behov samt lagkageformet is og kaffe – ikke at forglemme cigarerne, måske af brugsens de bedste samt konfekt til damerne. Aftenen forløb dejligt uden gnidninger. Klokken var ca. et, da vi skiltes.

Brugsens 30 års jubilæum bliver fejret i februar 1946, Omsætningen er nu på 358.683 kr. Foreningen tidligere formand Chr. P. Thomsen og tidligere regnskabsfører Martin Nielsen bliver hædret med en gave hver.
Det bliver vedtaget, at formanden for fremtiden skal have udbetalt et honorar på to kroner årlig pr. medlem, og de fremmødte 135 medlemmer fik serveret chokolade, kaffe, is og cigarer samt godter til damerne,
Generalforsamlingen holdtes på sømandshjemmet, der for fremtiden huser disse, og der indstiftes tradition for kaffe med cigarer og konfekt.

Et pluk fra et bestyrelsesmøde i 1947: ” På grund af indgået klage over Brugsens oldnordiske hejseværk, vedtages det at gå over til anatomens tidsalder og få en dertil egnet elektrisk motor”.

At Peter Jensens betænkeligheder ved at modtage stillingen ikke har været helt ubegrundet, viser en skrivelse fra uddelernes organisation, hvoraf fremgår, at uddelerens løn ligger langt under mønsterkontraktens, og at man finder en justering yderst påkrævet. Bestyrelsen tager en samtale med Krogh og inviterer kredsrevisoren til mødet, og denne fremsatte et forslag, som bestyrelsen dog fandt for højt.
Langt om længe fandt man dog frem til at formindske Kroghs løn med en halv procent på grovvarer og til gengæld hæve den en halv procent på butiksvarer, og desuden skulle uddeleren fritages for at betale lys og varme i forretningen.

I 1948 passerer omsætningen en halve million årlig.

Som tidligere nævnt dukker et bestemt problem op på næsten hvert bestyrelsesmøde, og det er misbrug af kreditten.
Ifølge vedtægterne, som for resten også ændres af og til, kan der ydes kredit på 20% , men alt for mange overskrider denne grænse, og især kniber det med fiskekutterne, der er store kunder, men hvor udsving i fiskeriet kan gøre det vanskeligt at regulere indtægterne.
I lange tider drejer det sig om en sjettedel af medlemmerne. Det er hårdt for Brugsen, at have udestående fordringer på over 100.000kr. med en omsætning på en halv million.
Man sender rykkerbreve ud til synderne, men det kan man blive ved med, man indgår aftaler, man indkalder til samtale, men lige lidt hjælper det, og i 1949 tager man så strafrenter på 6%  pro anno i brug.
Som Arnold Thomsen skriver i protokollen juni 1949:

Pengene har rullet lidt mere ind i kassen, men gælden er stadigvæk stor,
(og han slutter med et vers, hvor versefødderne halter en smule:)
”Men håbet vil vi leve på
om også tit det klemmer,
og arbejd´for, at det må gå
for alle Brugsens medlemmer.”

Og det er ikke den eneste gang, at Arnold Thomsen som protokolfører bryder ud i vers. Jeg husker tydeligt mit første møde med Arnold. Jeg var i juni 1964 blevet udnævnt til Strandby skoles 1. skoleinspektør, og det blev bestemt, at tjenesteboligen skulle ligge i den unge plantage syd for skolen. Skoleudvalget med Julius Thomsen som formand og skolekommissionen med Richard Sørensen i spidsen og undertegnede begav sig ned mod Åstedet anført af sognerådsformand Arnold Thomsen, der banede vej for os andre ved at slå i græsset til højre og venstre, mens han sang fædrelandssange af sit fulde bryst. Han var en farverig personlighed.

De følgende mange år er problemet med skyldnere det, der fylder bestyrelsesmøderne. Man må i flere tilfælde bruge sagfører for at inddrive gælden, som hovedsagelig ligger på fiskekutterne, og i enkelte tilfælde må man stoppe skyldnerens medlemskab, altså ingen nye varer, før al gæld er betalt, og en del bliver tvunget til at udskrive veksler.
De udestående fordringer påvirker dividendeudbetalingen, som i 1950 går ned på 5% , og sidst i halvtredserne er den helt nede på 2%.

I 1956 udbygges forhus og butik med murermester Jacobsen og tømrermester Johs. Hald som entreprenører under ledelse af arkitekt Færch, Hjørring.

Ved 40 års jubilæet i 1956 passerer Brugsen en årsomsætning på 1 million.
Vi går nu ind i det årti, der siden er kaldt de glade tressere.

Albert Nielsen holder ved i bestyrelsen, og det gør Julius Thomsen også. Han overtager formandsposten efter Arnold Thomsen, som havde den i ti år og nu fortsætter som forretningsfører, men nye navne dukker op, f.eks. Chr. Møller og Sigurd Jørgensen, og nu sker den helt store revolution i 1961. Protokollen gør ikke noget stort nummer ud af det, men nævner ganske nøgternt, at Anna Nielsen, Møjen bliver foreslået til bestyrelsen.
Hun bliver nu heller ikke valgt, men isen er brudt og kvinderne er på vej, hvilket slås fast ved, at det under eventuelt vedtages, at damerne har stemmeret ved valg af bestyrelsen.
Samme år opnår uddeler Krogh at få løn efter den nye mønsterkontrakt for uddelere, selv om det betød en lønforhøjelse på 3800 kr. årlig – foruden at der bevilges et elkomfur til tjenesteboligen.

I 1963 sker det så: Elisabeth Larsen bliver som den første kvinde valgt ind i bestyrelsen 47 år efter foreningens start, og den næste bliver Elma Poulsen, som optages i 1965.
50års jubilæet oprinder, og dagen skal selvfølgelig fejres behørigt.
Der bliver udgivet et festskrift. Først er der reception i en festligt udsmykket Brugs, hvor børnene får balloner. Derefter er der frokost i Møllehuset for bestyrelsen og hele personalet samt særlig indbudte, hvor der blev holdt en lang række taler, og ni medlemmer, som havde været med fra starten, blev udnævnt til æresmedlemmer.
Uddelerparret blev også hædret, da de havde været ansat i 20 år.
Dagen efter fortsatte festen på sømandshjemmet for de 125 medlemmer, der ikke havde været plads til den første dag. Ved generalforsamlingen i jubilæumsåret blev Elisabeth Larsen som den første kvinde valgt til dirigent, og samme år passerede omsætningen 2.000.000 kr. årlig.

Spørgsmålet om uddelerens løn dukker op igen og igen, og vi ser hele tiden det samme mønster: Bestyrelsen holder igen en vis tid, men må så give sig et par år efter, hvor man så indgår et kompromis, men hele tiden har man på fornemmelsen, at niveauet ligger på det lavest mulige. I det hele taget får man det indtryk, at bestyrelserne er temmelig konservative.
F.eks. opfordres Brugserne landet over i begyndelsen af 1960erne til at tilmelde sig den såkaldte frivillige kæde vedr. vareindkøb. Et af Elisabeth Larsen første tiltag, da hun i 1963 bliver valgt, er at foreslå en tilslutning, hvilket bliver afvist af samtlige mænd – først i 1967 er bestyrelsen moden til at tilslutte sig.

Ved generalforsamlingen i 1968 kan formanden, der stadig er Julius Thomsen, meddele, at Brugsen i Strandby har lige under 500 medlemmer og leverer varer til 75 kuttere. I 1969 slutter Julius Thomsen sin 10-årge formandsperiode.
Villy Holm Jensen afløser ham.

I 1970 besluttes det at indrette butikken til selvbetjening, og samtidig indføres uniformer til personalet. Forslag om at føre ugeblade og aviser bliver afvist. I 1970 indtræder kvinde nr. tre i bestyrelsen. Det er Inge Vittinghus, og fra den tid er der normalt to til tre kvinder i bestyrelsen.

Det gamle irriterende og også truende problem med de udestående fordringer bliver delvis løst. I mange år har de ligget på mellem 250 – 300.000, hvilket er et stort beløb, når det overstiger 10%  af omsætningen. Det vedtages at indføre kontant betaling fra 1. april 1971 for almindelig handel i butikken, mens kreditten til kutterne og forretninger fortsætter, men nu er der grøde i lysten til ændringer, og der løbes stormløb mod den sidste lokale bastion, nemlig forbuddet mod at sælge øl og spiritus. 71 medlemmer sender bestyrelsen et brev med ønske om indkaldelse af en ekstraordinær generalforsamling med det ene punkt på dagsordenen: at få ophævet spiritusforbuddet.
Denne ekstraordinære samling afholdes 30. januar 1971, og bølgerne går højt:
Tidligere formand Julius Thomsen gik stærkt imod forslaget støttet af Aksel Rasmussen, men flere tuede med at melde sig ud af Brugsen.
Jørgen Munk Olsen svang sværdet til fordel for den ædelige brændevin sammen med Kaj Andersen fra Ecco rejer.
Ved afstemning fik forslaget 61 ja – og 58 nejstemmer, og dermed var forslaget forkastet, da der ifølge vedtægterne skulle være 2/3 s majoritet for at gennemføre det.

Der går nu to år i ro og fred, og så laver bestyrelsen det største kup i Brugsens historie: ved et ganske almindeligt bestyrelsesmøde 29/6 1973 vedtager bestyrelsen med fire stemmer mod to at indføre salg af øl og spiritus, og gør det så med øjeblikkelig varsel, og der er intet i protokollen, der tyder på, at bølgerne har gået højt i den anledning.
Beslutningen tages naturligvis op til behandling ved næste generalforsamling, hvor bestyrelsen nok får bebrejdelse fra nogle medlemmer, men generalforsamlingen bakker dog bestyrelsen op med 164 stemmer for og 35 imod.
Helt smertefrit forløber processen dog ikke, for ved næste bestyrelsesmøde foreligger udmeldelse fra 6 medlemmer, blandt dem det flerårige bestyrelsesmedlem Hans Chr. Thomsen samt foreningens grand old man, foreningens mangeårige formand, forretningsfører og revisor, Arnold Thomsen, og ved følgende møde får de følgeskab af endnu et medlem samt bestyrelsesmedlem Sigurd Jørgensen.

I disse år stiger omsætningen stærkt og runder i 1974 de 5 millioner.

I 1976 ophører ordningen med tjenestebolig til uddeleren, og bestyrelsen slanker sig, så den nogle år er nede på fem medlemmer.

Ved generalforsamlingen i 1977 ønsker Villy Holm Jensen at stoppe efter ni års bestyrelsesarbejde, heraf de otte som formand. Han efterlader en Brugs i fin drift. Den kan stadig give 6%  i dividende og har nu 600 medlemmer.
Overlærer Bent Hansen tiltræder som formand og som bestyrelsesmedlemmer ser man i disse og de nærmest kommende år folk som Inge Vittinghus, der snart afløses af Knud Thomsen, Jørgen Munk Olsen, Jørn Andersen, Grethe Kajgaard og Frank Robenhagen.

Bent Hansen bliver den formand der kommer til at sidde længst, i alt 23 år, og hans første problem bliver, at Brugsen mangler plads.
Naturligvis er der i årenes løb hen ad vejen sket større eller mindre udvidelser og forbedringer af bygninger og lokaler, men især indførelsen af selvbetjening samt udvidet varesortiment stiller store krav til pladsforholdene.
Planen er at bygge en ny Brugs, men hvor? Man ser på grunde på Strandvej ved siden af børnehaven. Palm Larsen har den grund, hvor nu loppeladen er. Man kunne jo også bygge i nordvestbyen, hvor de nye villaveje skyder frem. Foreningens gamle grå eminence, Julius Thomsen taler varmt for at lade Brugsen blive, hvor den er og finde udvidelsesmuligheder der.
Planerne svirrer og alt imens vokser Brugsen. I 1978 passeres en årsomsætning på 6 millioner, og foreningen har 663 medlemmer. Kommiserne Villy Frydkjær og Gunnar Thomsen har begge været ansat i forretningen i 25 år og får hver en månedsløn i gratiale.
Midt i travlheden med at finde ud af Brugsens udvidelse siger uddeler Krogh sin stilling op til fratrædelse pr ¼ 1980.
Bestyrelsen og personale med ægtefæller afholder afskedsmiddag for uddelerparret Krogh. Krogh havde bestridt pladsen i 34 år, og han efterfølges af Gunnar Thomsen, som tiltræder 30/6 1980.

Det ser længe ud til, at byggeriet skal finde sted på Agervej ved Palm Larsens lade, ja man køber faktisk grunden, men i sidste øjeblik dukker en anden løsning op: Brugsens nabo Hartman Jensen er afgået ved døden, og kan hans ejendom ikke købes?
Bestyrelsen kontakter arkitekt Peter Bladt, der har opført flere Brugser, og de langvarige forhandlinger med arvingerne og myndighederne tager sin begyndelse.

Hartmanns grund købes, og efter licitationen besætter de lokale håndværkere entrepriserne.
Den 5/11 1981 kan Brugsen åbne dørene til nye og helt tidssvarende lokaler, og benzinsalget er en succes fra starten.
Omsætningen ligger i alt på ca. 9. millioner kr. årlig, men dividenden er faldet til 4% .

Byggeriet holdt sit budget og kostede 2.056.000 kr. En ny vedtægt udvider bestyrelsen med en medarbejderrepræsentant.
De næste år går uden de store begivenheder, men spændingen mellem de forskellige butikstyper: Kvickly, Irma, Superbrugsen og forskellige andre butikstyper giver anledning til frustrationer, og formanden udtaler ved generalforsamlingen i 1985, at han er skuffet over, at butikker af forskellig størrelse har forskelligt sortiment, men også forskellige priser på de samme varer.
”Jeg kan ikke forstå ” , siger han, ”at den gode gamle andelstanke skal blive sorteper i forhold til det forretningsmæssige”

Det er en udbredt opfattelse, at de store butikker, specielt Kvickly dumper priserne til skade for de mindre medlemmer i søskendeflokken.
I det hele taget er det i 80erne svært at få tidligere årtiers gode økonomiske resultater – dels grundet konkurrencen, dels grundet kvoteringer i fiskeriet og en fiskerflåde, der begynder at svinde ind på grund af oplægninger.
Generalforsamlingerne er knap så festlige mere.
Hvor det i 60erne og 70erne var almindeligt med 120-130 deltagere i generalforsamlingen, skrumper deltagerantallet i 80erne ind til 60-80. ja, det er ikke uden grund, at man taler om fattigfirserne.

Benzinsalget giver støtte til forskellige ungdoms- og sportsforeninger og hjælper Strandgården på vej mod en liftbus, og selv om det kun drejer sig om få øre pr. liter, bliver det til tusinder af kroner i støtte.

Lokalerne bliver til stadighed moderniseret, og i 1988 indføres dankortautomat. Brugsen åbner sig sidst i 80erne og i 90 erne mod samfundet ved f.eks. at deltage i torvedage og Strandbydage, ved at holde åbent søndag før jul, hvor der serveres kaffe, småkager og gløgg, og der afholdes fester med nabobrugserne.

I 1991 melder Brugsen sig ind i kæden Dagli´Brugsen. 75 års jubilæet blev markeret ved, at godt 200 medlemmer deltog i en fest d. 14/8 1991 på Dybvad Kro.

Protokollen fortsætter til 1998, men jeg vælger at slutte min historiske gennemgang her i 1991. Brugsen fortsætter sin støtte fremgang op til i dag, men alt var ikke bare idyl: også Strandby Brugs kom til at løbe ind i alvorlige problemer af personalemæssig karakter, men dem lader vi ligge, Det er god skik ikke at omtale ubehagelige tildragelser, så længe de involverede personer stadig lever, så jeg vil slutte denne min gennemgang med at ønske Strandby Brugs tillykke med de 90 år og konstatere, at fødselsdagsbarnet befinder sig i bedste velgående..