fortalt af Inger Berg 2015.
Min far, Peter Berg, var i 1922/23 blevet ansat som værkfører af elektriker Carl Nielsen, som havde købt Elektricitetsværket ved Meriendal i Ellling. Samtidig fulgte broen med, som hørte under værket. Og da denne gamle træbro var nedslidt, drøftede de to mænd situationen. Det ville blive en stor og ekstra udgift for den nyetablerede ejer og det gav min far noget at tænke på.
Der var jo sket det, at den gamle smalsporede Skagensbane, som var anlagt vest for landevejen, netop var blevet flyttet over på østsiden via en ny bro med bredere spor. Derfor lå den gamle jernkonstruktion fra den gamle bro til ingen nytte og min far påtog sig nu den opgave at opmåle og beregne broens vægt med henblik på at flytte den til Mariendal som erstatning for den gamle træbro.
En skønne dag havde han et forslag parat til sin chef med tilbud om at flytte broen til Mariendal, som DSB ville stille til fri afbenyttelse, ligesom DSB stod til rådighed med alt det materiale, han skulle bruge.
Og så blev der sendt ombud ud til sognets beboere om at møde op, der stillede 100 mand op jeg gætter på, det må have været en søndag.
Hvordan arbejdet foregik, har jeg kun fået genfortalt gennem min mor – eller måske havde min far også givet sit besyv med, han var en mand af få ord, så han skulle opfordres, hvis man ville vide noget mere. Men jeg har dannet mig et billede af processen:
Der blev med hjælp af de ansatte på værket, som til daglig havde til opgave at rejse elmaster i området, hvor elektriciteten havde nået til Vendsyssel – Der blev rejst tre elmaster i åen på hver side af jern-skelettet til Skagensbanens gamle bro og ligeledes nogle kilometer længere oppe ad åen ved den gamle træbro ved Mariendal. Alt materiel af jernkæder, tove, blokvogne m.v. blev udlånt af DSB. – men her slår min fantasi ikke til længere, for hvordan kunne min far få dirigeret de mange mænd til at løfte og slæbe i den rette takt og tempo – det har vist ikke gået stille af sig. Til min fars irritation blev en ung DSB-ingeniør ved med at kritisere fremgangsmåden. Til sidst lod min far ingeniøren gøre et forsøg, som han havde udtænkt sig– han mente vist at et par jernbaneskinner lagt tværs over åen ville kunne klare broens vægt. Men det stod snart klart, for alle, at det var halsløs gerning – for skinnerne svajede blot ved deres egen vægt. Så fik min far endelig fred og det lykkedes ham og de mange frivillige at få broen trukket på land.
Hvordan de så har fået den trukket op på landevejen ad skråningen og endvidere løftet op på blokvogne, fatter jeg ikke. Men overleveringen fortæller i hvert fald, at blokvognene blev trukket ad landevejen til krydset ved Ellingvejen og videre flere kilometer gennem landsbyen til Mariendalsvej, forbi villaen, hvor min mor opholdt sig og stod for kaffebrygning til de mennesker, som kiggede indenfor til hende. Det har været noget af en folkekaravane, der defilerede forbi og nåede frem til åen med den gamle bro.
Her opstod der nogen uro, da flere af mændene udviste usikkerhed overfor, hvordan den tunge jernbro skulle komme over og få fæste på den modsatte side af åen, men alt gled på plads, og broen ligger der den dag i dag, 91 år efter og må have overlevet en del udskiftninger af træbelægningen, som udgør den synlige overflade af broen.