Den gamle præstegård i Elling Plantage

Af Hans Henrik Frey

Kilder:

  • Erik Nørr: Mellem Otto og Jakob. Gads Forlag 1986
  • Materiale fra Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv

Hvornår præstegården blev bygget ved vi ikke, men den fungerede til sidst i 1800-tallet og blev bygget midt i den nuværende Elling Plantage, så en stor del af de i alt 34 sognepræster, som vi kender navnene på fra 1563, har boet i denne eller dens forgænger.

Man kan undre sig over tjenesteboligens beliggenhed så langt fra kirken, og forklaringen herpå er, at indtil 1891 betjente sognepræsten i Elling også Tolne kirke. Embedet hørte ikke til de mest eftertragtede. I 1625 skriver præsten Ole Madsen i sin indberetning:” Jeg bor i en sådan egn, hvor kornet tager skade, når der er tørke. Af korn kan der sås 3 tdr. rug, 2 tdr. byg og 3 tdr. havre, og der er en stor ond mil mellem kirkerne, Som et yderligere kors for præsten skal nævnes, at Ellingpræsterne indtil 1638 også betjente Hirsholmens kirke og måtte døje mange kolde og farefulde ture derover – ja en af præsterne druknede under overfarten, en ulykke som Ellingheksen Hose Mette fik skyld for at have forårsaget

Præstegården lå idyllisk i skoven, og på billedet anes den lille sø, som lå foran stuehuset. Præstegården blev i 1891 afløst af den nye på Tuenvej, og samtidig ophørte sognefællesskabet mellem Tolne og Elling. Vi kan nævne nogle af beboerne i den gamle præstebolig. I årene 1871 – 1880 beboedes den af den landskendte præst og naturvidenskabsmand Jakob Severin Deichmann Branth. Branth deltog ivrigt i samfundsdebatten, og hans korrespondance med Gyllingpræsten Otto Møller er samlet i to bøger, som vi har på arkivet.

Da præsten flyttede til Tuenvej, blev bygningen en årrække brugt som fodermesterbolig til Ellinggård. 1907-09 boede fodermester Lars Chr. Larsen der med sin hustru Marie. De fik i alt 11 børn. Viggo Larsen, født 1909 var et af de to, som blev født i Elling. Han blev et kendt navn i Frederikshavn byråd, hvor han sad i den socialdemokratiske gruppe i mange år. Han var formand for Arbejdernes Fagforening i Frederikshavn. Derefter var bygningen i mange år bolig for skovfogeden, der havde opsyn med Elling Plantage, der anlagdes fra Mariendal og ud mod Stabæk, fattiggården. Den gamle præstegård ligger der stadig, berøvet sin fordums pragt, og den lille idylliske skovsø eksisterer ikke mere.

Præsten flyttede i 1891 op til sin kirke på Tuenvej, hvor den nye flotte præstegård stod parat. Den havde kostet 15.095 kroner at opføre.