En skæbne fra Elling Sogn i 1700 tallet: Jørgen Nielsen Frøkier

1748 – 19. marts 1830.
Samlet 2006 af Hans Henrik Frey, Elling efter notater foretaget af Jens Caspersen, Frederikshavn.

Forord

1700 tallets danske bønder var underlagt en del forhold, som vi må vide lidt om for at forstå deres betingelser og den historie, som jeg nu vil fortælle.

Der var først og fremmest fæsteriet, som betød, at godsejeren ejede alle bygninger og så lejede brugsretten ud til bønderne, som derved blev fæstere. Der blev indgået en aftale om, hvad fæsteren skulle betale, og det fordelte sig sædvanligvis i en kontant årlig sum, landgilde eller i arbejdsydelser, hoveri.

Fordelen for bonden var, at der ikke skulle nogen stor kapital til for at etablere sig. Generationsskiftet voldte heller ikke store problemer, hvis ellers herremanden ønskede at overlade fæstet til en af sønnerne eller eventuelt til enken, men det skal slås fast, at fæstekontrakten var ikke arvelig, så det var ikke sikkert, at fæstebonden kunne overlade gården til sin søn.
En af de største ændringer ved fæsteforordningen af 1787 var netop indførelse af ret til arvefæste – d.v.s. at herremanden ikke uden retssag kunne ophæve et fæste.
Samtidig blev overgangen til selveje gjort lettere.
I 1820 er kun 1/3 af bønderne fæstere, og da loven ophævedes i 1919 var der 1500 fæstegårde tilbage.

Jeg nævnede, at en del af fæstebondens ydelser var hoveri, og det betød, at bonden var forpligtet til at yde arbejde også over for det offentlige. Der skulle bygges kirker, anlægges og vedligeholdes veje. Grøfter og diger skulle vedligeholdes, og der skulle kastes sne om vinteren.
Alle disse ting og flere til skulle den almindelige borger bidrage til, og skal det for nogle tings vedkommende endnu i dag – vi kan bare tænke på snerydningspligten. Den er et levn af hoveriet, og selve loven om hoveri blev da også først ophævet ved lov nr. 84 af 1961.

Men en del af bondens hoveri drejede sig om ydelser over for herremanden. Omkring 1600 lå niveauet på en voksen karls arbejdsdag en gang ugentlig, men herremændene var dygtige til at få hoveribyrden til at vokse, og ca. 1780, hvor vor historie foregår, var hoveriet fire gange så meget værd som landgildet og svarede til værdien af en voksen karl med trækdyr og redskaber.
Mange gårde havde dog kun ½ eller ¼ hoveri

Samtidig var de unge mænd underlagt stavnsbånd – d.v.s., at de ikke måtte forlade godset uden herremandens tilladelse, før de var 36 år. Stavnsbåndet bliver ophævet 1788.

Der var således forhold nok, der kunne gøre livet surt for en ung bonde, og så skal det endda siges, at bønderne i det nordlige Danmark havde langt friere forhold sammenlignet med det øvrige land for ikke at sige hertugdømmerne, hvor tilstanden med livegenskab stærkt mindede om slaveri.

Antallet af fribønder var langt større i Vendsyssel end andre steder. F.eks. har der i Jerup-området været tradition for langt tilbage i tiden, at bonden var selvejer.

Men vi skal til at nærme os vores historie, som udspiller sig i 1700 tallets sidste tredive år, en tid, hvor de unge bønder vejrer morgenluft, hvor herremandens autoritet så småt er ved at smuldre, og hvor unge, driftige bønder ofte prøver, hvor langt de kan gå.

Men først skal vi lige belyse et forhold, som får stor betydning for vor historie, og det er de hyppige strandinger, som finder sted langs vor kommunes kyst.

Der var dengang, som i dag ansat strandfogeder langs hele kysten, hvis opgave det var at sikre, at ilanddrevet gods såvel til hverdag som ved strandinger blev indsamlet og opbevaret, så rette vedkommende kunne få, hvad der tilkom dem, og rette vedkommende var først og fremmest skipper og reder, men også kronen, altså kongen kunne tilkomme en part efter indviklede fordelingsregler.

Nu har det altid været sådan og er det stadig væk. at den lokale befolkning synes, at den også har ret til en del af gildet, så det var ved en stranding vigtigt at komme før strandfogeden, hvis man skulle redde sig et eller andet, hvilket ofte var værdifulde brædder til reparationer af huset, og en dunk brændevin var da heller ikke af vejen.

Vore retsprotokoller er hele middelalderen igennem og op i nyere tid fuld af retssager om strandingstyverier, og lad os tage en stranding, inden vi tager endelig fat på vores historie:

Jørgen Nielsen Frøkier

Min historie og dermed det efterfølgende baserer sig på optegnelser foretaget af Jens Caspersen, Frederikshavn, der i jagten på sine aner har gravet oplysningerne frem – først og fremmest fra retsprotokollerne i Horns- og Vennebjerg herreder.

Den 2. februar 1778 blev der ved Herredstinget behandlet en sag, hvor skipper Christopher Cootz fra Stettin klager over den behandling han og hans besætning har fået.
De strandede ved Jerup Strand en januardag ved middagstid, men på grund af vejret kunne han og besætningen ikke komme i land før næste formiddag.
Skibets agterende var slået i stykker med kahyt og det hele, og klæder, proviant, sejl, kister og skabe samt en stor mængde brændevinsdunke med genever var drevet i land, men da han og besætningen kom på det tørre, var det ikke meget, som strandfogeden havde fået fat i.

Ved retssagen udtalte en række vidner sig.
Sognefoged i Elling sogn, Christen Jensen, Nørtved havde nok set, at kahytten var slået løs, men han syntes nu ikke han havde set alle de ting, som skipper nævnede. Heller ikke andre vidner
havde set noget bortset fra nogle enkelte brændevinsdunke, som var blevet afleveret til strandfogeden. Retssagen fortsatte næste dag med samme magre resultat.
Lad os lige se på nogle af vidnerne.

En var smeden i Strandby, Jørgen Nielsen Frøkier og hans bror Michel Nielsen Frøkier. Af andre vidner ved denne og følgende sager kan nævnes navne, som lyder helt velkendte her på egnen: den unge Chresten Ydegård, Christian Himmerig og Niels Tvilling.


Allerede om efteråret 1878 er der en ny strandingssag, denne gang ved Aalbæk, hvor der sker mystiske ting. Der bliver ilandbragt to skibsankre, men natten efter den 17. september forsvinder det ene, og da det vejer 4 skippund (1 skippund = 160 kg, altså i alt 640 kg) er det ikke løbet bort af sig selv.
Man konstaterer hjulspor og følger disse en halv mils vej over Knasborg å, forbi Jerup og videre til Nielstrup, men her blander sporet sig med andre og kan ikke følges længere.
Man havde bemærket, at skoen på den venstre hest var fremskoet, hvad det end kan betyde.

Man gik nu videre til sognefogeden Christen Jensen, Nørtved, som forsikrede, at han var ganske uvidende om dette strandtyveri, men man bemærkede dog, at Jensens vogn for nylig var blevet brugt, og man lagde også mærke til, at Chr. Nørtveds blå vest var snavset på det ene ærme, som om det var besmurt med rust, og der blev lagt mærke til, at det ene af Christen Jensens bæster, som stod for ploven, var fremskoet., men adskillige vidner siger god for Christen Jensen, bl.a. Smeden i Strandby, Jørgen Frøkier, hans bror Michel Nielsen Frøkier, Niels kromand af Strandby.  Nogle af disse navne har vi hørt før.

Fik jeg sagt, at Christen Jensen, Nørtved var gift med De to brødre Frøkiers søster Maren og således er deres svoger?

Og nu er det vist på tide, at jeg præsenterer vor hovedperson, som er den unge smed i Strandby,
Jørgen Nielsen Frøkier.
Hans fødes 1748 på gården Frøkier i Elling som yngste søn af smeden Niels Nielsen Frøkier.

Elling smeden Niels Nielsen var en velanskreven mand, som kunne sit håndværk og lidt til.
Han beskæftigede sig nemlig også med finere mekanik og havde ry for at kunne reparere ure.
Disse evner gik i arv til hans yngste søn Jørgen, som 1776 tager fæste under Ellinggård med hoveripligt svarende til en 1/4 gårds,  men først og fremmest er han smed og han slår sig ned Strandby, hvor han driver god virksomhed, og også han  er ligesom sin far  snild til den finere mekanik. Vi ved f.eks. at han havde konstrueret nogle lange redskaber til at redde strandingsgods i land med. Jørgen kunne også læse og skrive, hvad der ikke var alle beskåret på det tidspunkt.

Der er næppe tvivl om, at han var en af de unge, der prøvede, hvor langt de kunne gå over for herremanden. I hvert fald var herremanden på Ellinggård velædle Niels Mollerup ude efter ham ved mange lejligheder og kaldte smeden for kunstner og gørtler, hvilket ikke skal tages som nogen ros.
(En gørtler fremstiller småting i metal, såsom bæltespænder, beslag og navneskilte)

Jørgen Frøkier er ikke meget for at udføre hoveri for Bannerslund. Han bliver sat til at fragte varer fra Bannerslund til Skagen. Han mener ikke, han er hoveripligtig til Bannerslund og finder det mærkeligt, at de bønder, som er det, ikke bliver sat til at køre til Skagen og det bliver der en retssag ud af  i 1780.
Frøkier mener, at han bliver sat til at udføre mere arbejde end alle andre, og han har jo kun ¼ gårds hoveri.
Midt i retssagen foretager Jørgen Frøkier en rejse til København, og det viser sig, at han har klaget til det kongelige Kancelli og indhentet genpart af hoverireglementet.
En ting står klart, og det er, at den skriftkloge smed mere og mere irriterer herremanden på Ellinggård.

Men under retssagen kommer der nogle ret interessante oplysninger frem. Det ønskes oplyst, hvor mange gårde, der er i Strandby, og svaret er, at der er 16 gårde, der havde hest og vogn samt 16 husmænd, hvoraf nogle havde kreaturer.
Jørgen Frøkier vurderes til 3 heste og 4 kreaturer. Efter en række retsmøder bliver denne sag dog forligt i 1781 ligesom en anden sag, der drejer sig om Frøkiers ret til at grave tørv på Strandby Hede, hvilket hr. Mollerup til Ellinggård nægter ham. Der afholdes mere end tyve retsmøder alene i denne sag fra 31. januar. 1780 til 16. juli 1781, hvor sagerne forliges og nærmest løber ud i sandet.
I det hele taget har man på fornemmelsen, at man på det tidspunkt elskede at føre retssager. De fleste vidner påstod, at man fra gammel tid havde ret til at grave tørv til eget forbrug. Desuden  kunne man ikke rigtig blive enige om, hvor mosen i grunden lå, og hvad den hed. Nogle kaldte stedet for Strandby hede, andre for Elling hede og atter andre for Tolshave hede.
Mollerup påstod, at Frøkier skamgravede, d.v.s. at han gravede så meget, at han solgte til folk i Fladstrand. Det var han nok ikke den eneste der gjorde, men Mollerup påstod også, at han gravede et forkert sted, men som sagt, der indgås forlig i begge sager.

Så ser det ud til, at der er fred 6-7 år, men to år før stavnsbåndet ophæves 1789 er Jørgen Frøkier igen ude om sig. Om det er bondefrigørelsen han tager forskud på, kan man spekulere på, men han tager i hvert fald fejl af den lokale herremands vilje til at slippe tøjlerne

I januar 1787 bliver to bønder fra Elling sogn stævnet af herremanden på Odden Pors Munch. Det drejer sig om Thomas Pedersen, Bratten og Jørgen Nielsen, Frøkier, Strandby.  De nægter at køre 45 tønder korn til herregården Odden.
Kornet er såkaldt brokorn, som var en afgift for at passere Varbro, som ligger lige uden for Sindal i retning mod Astrup på vej mod Odden. Herremændene skulle holde områdets broer ved lige, og der skulle derfor betales en afgift for at passere dem. Det har været Mollerup på Ellinggård og Pors på Odden, der har været fælles om vedligeholdelse af broen.
De to indstævnte mente for det første ikke, at Varbro kom dem ret meget ved. Beboerne i Elling sogn havde ingen nytte af eller brug for Varbro.  For det andet finder de det urimeligt, at de skal køre hele den lange vej til Odden herregård, nemlig 4 mil (ca. 30 km).

De tilbyder at køre til Mosbjerg eller allerhøjst til Varbro. De tilbyder for resten også at købe alle 45 tønder korn til en pris af 14 mark og 8 skilling pr. tønde, men Pors Munch siger nej og indstævner de Strandby bønder repræsenteret ved Jørgen Frøkier.
Ved et af de første retsmøder møder 16 mænd fra Elling sogn op – blandt dem Frøkiers svoger Christen Jensen, Bratten og Niels Tvilling fra Strandby. Disse 16 gæve mænd støtter de to indstævnte, hvis sagførere for resten forlanger, at Pors Munch skal fremlægge kongelig bevilling for at kunne pålægge Elling sogns beboere den byrde at fragte korn fra Elling til Odden, en byrde, man ikke havde hørt noget til tidligere.
Jørgen Frøkier kunne således regne med udbredt støtte for sin sag blandt bønderne i Elling.

Der blev i alt afholdt ni retsmøder i denne sag, og Munch Pors kom aldrig til at fremlægge den ønskede dokumentation.
Retssagen slutter 2. februar 1788 med, at Jørgen Frøkier idømmes at betale 2 rigsdalere til de fattige i Elling og 2 rigsdalere og 3 mark til justitskassen. Sagens omkostninger skal han yderligere betale til Pors Munch, og så har de to Strandbyfolk at levere kornet på Odden inden 14 dage.

De 16 gæve vidner kan ikke længere huske, at de skulle stå solidarisk med Jørgen og Thomas, så de kommer til alene at skulle udrede bøden, der omregnet til mark udgør 27 mark, hvilket svarer til prisen på 2 tønder korn.  Dertil kommer altså også sagens omkostninger. Det ser ud til, at Thomas kan klare skærene, men Jørgens andel er for stor en bid, selv om man må formode, at han var helt godt ved det. Han kan ikke klare det store beløb, og nu går han helt grassat.

Fire måneder før den gamle smed Niels Frøkier får sit frihedsbrev, sker der noget meget alvorligt på Hirsholmene. Den 2. februar 1789 bliver kirkeblokken i Hirsholmene kirke brudt op.

Kirkebetjeningen påstår, at kirkebøssen ikke er blevet tømt i trekvart år, og at der derfor må have været ca. 320 Rigsdaler samt nogle sølvknapper deri, et formidabelt beløb. Hvad man end mener om denne påstand, så er beløbet næppe undervurderet.

Der foregår samtidig en del strandtyveri af træ fra kysterne og fra Hirsholmene. Vore tidligere kendte hovedpersoner foruden Jørgen Frøkier, nemlig Cristen Nørtved og broderen Michel Frøkier og Christen Himmerig er involveret, og så sandelig også velbyrdige hr. Niels Mollerup til Ellinggård selvfølgelig som anklager, men her brændte Mollerup for en gangs skyld  fingrene, for det påvistes, at nogle brædder fra et andet strandrøveri sad i et stakit på Ellinggård.

Mistanken falder på Jørgen Frøkier, og den sædvanlige række retsmøder indledes, men Jørgen Frøkier tilstår ret hurtigt – ikke bare tyveriet fra kirkebøssen, men også diverse tyverier af strandingstræ samt at det var ham, der med broderen Michel og svogeren Christen Nørtveds hjælp havde stjålet ankeret for mange år siden på Aalbæk strand.
Det havde i nogle år været gravet ned ved svogerens lade på Nørtved og var siden blevet solgt til en kollega i Sæby.
At plyndre kirkebøssen var en helligbrøde, som der kunne være dødsstraf for.

Med hensyn til ankeret mente Frøkier, at han var i sin gode ret til at tage det, da de Aalbækfolk skyldte ham penge for nogle remedier han havde lavet til dem, bl.a. de metalstænger, som de brugte til at rage strandingsgodset ind med.
Hvad kirkebøssen angik, så han ingen anden mulighed, da han ikke ved ærligt arbejde kunne skaffe penge til bøden for at nægte at køre korn..

1791 dør den gamle Niels Frøkier, og af skifteprotokollen fremgår, at sønnerne Jørgen og Michel sidder i arresten i Fladstrand sammen med Chr. Jensen, Nørtved og Christen Himmerig.

Der afholdes ved Horns herredsting  20 retsmøder, så vidt jeg kan tælle. Det første bliver holdt 30. september 1789 i Franz Übersax hus i Fladstrand, et hus, som jeg har færdedes en del i som dreng. Det lå mellem den nuværende politistation og Nytorv og blev kaldt Tordenskjolds hus. På den måde bliver historien for mit vedkommende gjort helt nærværende.

Foruden tyveriet fra kirkebøssen og tyverierne af strandingstræ genåbnes den gamle sag om tyveriet af det store anker.

Der afsiges dom d. 12. dec. 1791, men dens resultat kender vi ikke, og Jens Caspersen slutter sine notater her med at mene, at der nok venter i hvert fald Jørgen en længere fængselsstraf.

Jeg har været så heldig fra en helt anden kilde at få  oplysninger, der kan føre os videre angående vore hovedpersoners skæbne, og det viser sig, –  hvad var naturligt i så alvorlig en sag, at denne bliver prøvet ved landsretten, hvor der afsiges dom 27. april 1792.
Michel Frøkier og Christen Jensen, Nørtved bliver dømt til to års arbejde i Viborg Tugthus og skal sammen med Jørgen Frøkier betale det stjålne ankers værdi – ansat til 60 RD samt alle udgifter ved arrestation og retshandlinger.
Jørgen Frøkier bliver dømt til døden og skal betale skarpretteren 19 rigsdaler for henrettelsen..


Som et kuriosum kan nævnes, at Niels Mollerup heller ikke går ram forbi, idet han ved herredstinget derhjemme ”for uforsigtig omgang i denne sag” som det udtrykkes, skal betale 10 RD til de fattige i Elling sogn samt 1 RD til domhuset i Fladstrand.

På dette tidspunkt er Jørgen Føkier gift med Birthe Larsdatter.
De har i årene 1772 –1786  fået 8 børn, hvoraf 7 var i live ved domfældelsen.

Så kunne man tro, at den sag var slut, men nej.

Mine kilder stiller også et brev til rådighed, et brev fra kommandanten på Københavns fæstning, dateret 11 år senere, nemlig 29. juni 1803, der viser, at Jørgen Frøkier har fået sin dødsdom ændret til tvangsarbejde, det såkaldte slaveri på Københavns fæstning, for i et langt brev klager kommandanten over den ”uærlige” slave, Jørgen Nielsen Frøkier, som er næsten umulig at styre.

Han har gentagne gange lavet udbrudsforsøg ved hjælp af falske nøgler, som han selv fremstiller.
Han er på denne måde i stand til at slippe ud i byen, hvor han har skaffet sig mange forbindelser.

Han udfærdiger falske pas til de indsatte og fremstiller alle mulige forbudte redskaber til de andre slaver, og han er den, der er i stand til at modtage og videresælge de ting, som slaverne stjæler. For de penge, han derved tjener, bestikker han  fangevogterne og skaber uro og flugtforsøg blandt de andre slaver, så kommandanten beder indstændigt om, at Frøkier må blive overført til et mere sikkert sted, f. eks. Kronborg eller en anden fæstning.

Om dette kan sker vi ikke følge, men vi ved, at Jørgen Frøkier på et eller andet tidspunkt slipper ud af slaveriet , som jo nok har været tidsbegrænset, for han dør en fredelig død d. 19. marts 1830 i Flade i en alder af 82 å to år efter sin trofaste hustru Birthe, der i de hans mange år i fængsel og slaveri har boet hos Jørgens søster og svoger, Christen Jensen, Nørtved.