Strandby Havns Historie

Af Hans Henrik Frey

Kilder:

  • Strandby Folk.  P. Chr. Pedersen.
  • Det gamle Strandby.  Steen A. Larsen.
  • Strandby Havns Historie. Specialeopgave til lærereksamen af Jørgen Holm Nielsen.
  • Fiskes skal der.  Jørgen Lind.
  • Strandby Havn.  Steen A. Larsen.
  • Uddrag af Vendsyssel årbøger.

Når man skal give et billede af Strandby Havns historie kan man ikke undgå at knytte den sammen med historien om det lokale fiskeris historie, så derfor vil mit foredrag i høj grad også beskæftige sig med fiskeriet på Vendsyssels Østkyst.
Jeg har valgt at koncentrere mig om den tidlige historie, altså tiden op til 2. verdenskrig, dels fordi stoffet er så omfattende og dels fordi jeg er sikker på, at mange af de tilstedeværende kender havnens senere historie meget bedre end jeg.

For mig er historien mest interessant, hvis man til de mange tal og fakta kan knytte menneskelige forhold. Hvordan levede de mennesker, som skabte historien? Hvilke glæder og sorger havde de; og det er da også lykkedes mig at finde materiale om en af havnens skabere, en af dem, som var i første række, da havnen skulle bygges, men som vi ikke plejer at høre så meget om, men herom senere.

Strandby havn

Vi starter så tidligt som i 1683, hvor der i taxationsforretningerne er angivet, hvor stor skat, der skal betales af de folk i sognet, der bruger bakker med kroge, flyndervod og flyndergarn.
Her er nævnt tre indlandsgårde, nemlig Sortkjær, Stabæk og Tolshave. Om Strandby står der, ordret  citeret: “Kunne vel have noget fiskeri, thi havet ligger dem straks ved døren, men de er så pressede af hoverigerningen, at de ikke kan udrede hverken både eller vod”. Denne oplysning fortæller os, at der næppe blev drevet et egentligt erhvervsfiskeri fra vores kyst, men at det var landmænd, som i de rolige perioder, sandsynligvis efter høsten og i det tidlige forår kunne supplere deres indtægter ved lidt fiskeri. Jeg kan nævne, at der i 1772 i hele sognet kun var tre kakkelovne af metal, nemlig tre norske af den type, men kaldte bilæggere. Øvrige kakkelovne var bygget af brændte sten.

Et specielt fiskeri, som nævnes tidligt er Østersfiskeriet. Bankerne startede ud for Fladstrand og gik ca. tyve kilometer mod nordøst. De lå ca. 7 km. ude på 15 meters dybde.
Arbejdet med skraberne på den store dybde var hårdt. Et normalt udbytte var omkring 200 østers pr. tur, men var vejret gunstigt, blev man derude et døgn til, og man kunne så komme hjem med 6-700 østers, som blev rimeligt godt betalt, selv om der skulle betales afgift til kongen, idet der var kgl. koncesssion på østersfiskeriet fra 1720. Strandby fiskerne kom sent med i dette fiskeri, så sent som 1834. I det år blev der ialt skrabet 200.000 østers.

Det er altså først i 1800-tallet, at det egentlige fiskeri fra Strandby udvikles. Det blev drevet fra åbne og ret tunge både, der kun havde årer og sejl som drivkraft, en drivkraft, der blev suppleret med det tilskud, som brændevinen gav, for det kunne nok nok være på sin plads med en kraftig opstrammer på de lange ture, hvor det kunne blive nødvendigt med en nødovernatning. Så trak man båden på land, vendte den om og krøb i ly under den. Der blev fisket så langt væk som Læsø og Skagens rev.
I begyndelsen af 1880-erne var der i Strandby 7 både og 30 fiskere. Bådene lå i kåse langs kysten, hvor de kunne ligge nogenlunde i læ eller blive trukket på land. Op mod århundredeskiftet var der to store kåse, en ved Rugholm  og en, hvor havnen nu ligger, der kunne rumme 6-7 både og indimellem lå der en række mindre.

Ønsket om en rigtig havn voksede, og det gjorde det forresten samtidig i Bangsbostrand. I 1874 ansøger en gruppe fiskere indenrigsministeriet om understøttelse til anlæg af en bådehavn i Strandby, og der udarbejdes en meget optimistisk tegning på baggrund af opmålinger juli 1874. Dybden i inderhavnen foreslås sat til fem fod (ca. 1,60 m) og afstanden mellem molerne er på det bredeste sted 98 m.. Denne tegning er først endelig færdig i oktober 1875 på baggrund af en bevilling fra amtet. Den er udført af havneingeniør i Frederikshavn, Ollendorff. Procurator Alsing på Ellinggård påtager sig at være fiskernes talsmand.

I december samme år udtaler amtmand Wedel Wedelsborg, at han finder forholdene ved kysten ud for Strandby mindre gunstige end ved Bangsbostrand. Han tilføjer, at han tror, at det kan blive en bekostelig affære for Staten, idet han mener, at de anslåede udgifter på godt 38.000 kr. ikke kan holde. Det var jo en kedelig udtalelse for de gæve Strandby fiskere, og indenrigsministereiet afslår ansøgningen d. 18. februar 1976. Fiskerne har tilsagn om nogen lokal støtte, især i form af arbejdskraft, men de tør ikke gå i gang uden statstilskud.

Hvem der med i dette første forsøg ved vi ikke, men vi tager nok ikke meget fejl, når vi tror, at fisker Niels Jensen, Tvilling var med allerede i det første forsøg. Det er han i hvert fald i det næste, for det lå langt fra fiskerne at give op – de arbejdede videre med sagen. Gud ved, om man ikke selv kunne bygge en inderhavn? Kunne det lade sig gøre, ville amtet og staten måske se med milde øjne på tilskudsmulighederne til en ny yderhavn.
Arbejdskraften skulle skaffes ved, at én mand fra hvert af de syv bådelag skulle blive i land og arbejde på havnen. I dårligt vejr kunne alle blive hjemme og arbejde. Havnen skulle anlægges nord for den store – altså sydlige kås, og pengene skulle skaffes ved indsamling. Hvor mange penge. der blev indsamlet, ved jeg ikke, men Frederikshavn og Omegns Sparekasse gav 400 kr, og Dansk Fiskeriforening i Skagen gav 500, så man har med de private tilskud haft noget over 1000 kr.

      Nu kan vi med sikkerhed begynde at sætte navne på  pionererne. De to foregangsmænd var førnævnte Niels Jensen Tvilling, der var født i 1849 og altså nu en mand omkring de tredve år. Den anden var toldassistent Andreas Peter Eduard Quist , som 1879 ansættes som Strandkontrollør i Jerup.
Til ham henvendte Niels Tvilling sig. Ouist betegnes som en praktisk dygtighed, hvis interesse for og hjælp i havnesagen var til uvurderlig støtte for Strandby – sådan skriver Steen A. Larsen i sin bog: Det gamle Strandby. Niels Tvillings glorværdige liv og levned er grundigt beskrevet i den trykte litteratur om Strandby, men hvem var denne Eduard Quist? –ja det vil jeg fortælle om lidt, men først skal vi høre om, hvordan det gik med havnen.

I efteråret 1879 havde Quist og Tvilling klarhed over, hvordan sagen skulle gribes an. Sten var der jo nok af rundt om byen, men man måtte have en løftekran. Sådan en havde ejeren af gården Rugholm, og den fik man lov at låne. Man startede lige nord for den store kås, så dens nordarm indgik i havnens søndre mole, og det kunne være svært at få de store sten bakset på plads, men værst var det at få stenene op i selve bassinet. Her måtte den primitive kran i gang. Når krankrogen var blevet påspændt en sten, placerede nogle mænd sig på den modsatte ende af vippesstangen, hvor de så ryk for ryk løsnede stenene fra havbunden, indtil de kom til overfladen og kunne varpes til side.
Afstanden mellem molerne er nu på bredeste sted skrumpet ind til 76 meter, og dybden sat til højst 6 fod, altså 1,6 m., men Arbejdet skred frem, molerne hævede sig i landskabet, humøret var højt. Og så sker det:


I 1882 blæser det op til en hel orkan fra nordost. Fiskerne var straks klar over faren for såvel både som tømmerflåden med kranen, og man vidste, at hvis stormen tog til, ville det være ude med alt deres flydende materiel. Det gjorde den, og deres bange anelser slog til: Tømmerflåden med kranen og  alle bådene drev mere eller mindre ramponerede i land, men ikke nok med det. Den nybyggede havnemole brød sammen under søens voldsomme pres, og havnen blev ødelagt i bund og grund.

Det var intet mindre end en katastrofe. Ikke bare deres udførte arbejde var spildt, men også de mange indsamlede penge var gået tabt. Så stod de fattige fiskere igen på bar bund ,og for en tid var deres initiativ og energi lammet. Der skulle gå  en halv snes år, før de igen kunne tage fat.


Jeg vil for en stund forlade selve havnehistorien og prøve at give et billede af  den  mand, Eduard Quist, som vi allerede har hørt omtale flere gange, en historie, der fortæller en del om de livsvilkår, som var en – ikke alt for højt placeret tjenestemands i slutningen af 1800 tallet.

Den 1. maj 1879 går toldassistenten i Jerup, M.G. Futtrup af , og han afløses af Quist, der får titlen Strandkontrollør. Hans alder kender jeg ikke, men han har siden 1862 været tilknyttet toldvæsenet i Frederikshavn som toldassistent, og jeg ved, at han før den tid var skibsfører. Han omtales af sine overordnede som kvalificeret, dygtig og pålidelig. Han nævner i sin ansøgning om stillingen i Jerup, at han og hustruen har seks uforsørgede børn. Han er nok i begyndelsen af fyrrerne.
Han bliver ansat i stillingen  26. maj 1879  og lønnen vil blive endelig fastsat, når han har indberettet, om han har anskaffet hest. Han skal nemlig daglig afpatrouillere en strækning på godt to mil ( ca. 15 km) at regne fra Nielstrup, hvor han har lejet et hus, men allerede ugen før, han får ansættelsesbrevet, sender han en ansøgning om understøttelse på 286 kr. til dækning af lægehonorar og medicin til sin datter samt begravelseshjælp i anledning af hendes død.
Ansøgningen er vedlagt anbefaling fra Frederikshavn Toldkammer samt bilag fra læge, apotek samt bedemand. Finansministeriet tildeler ham 150 kr. i begravelseshjælp.

9. juni meddeles til generaldirektoratet for skattevæsenet, at Quist har anskaffet sig en hest og har taget bolig i Østre Nielstrup-huse, og 14. juni får han tjenesteforhøjelse på 420 kr. årlig til hestehold, som udbetales med 35 kr. månedlig på betingelse af, at han selv holder hesten forsikret.

Så går der et årstid, men i maj 1880 søger han om gageforskud. Begrundelsen er de store udgifter, han havde i forbindelse med datterens sygdom, og nu er konen også blevet syg. Desuden viste det sig at være en elendig krikke, han fik anskaffet sidste år; den duede ikke til tjenestehest, så han har måttet købe sig en ny. Denne ansøgning bliver som alle senere anbefalet af de lokale myndigheder, og 10 dage senere anvises forskuddet.

Vi springer nu halvandet år frem til november 1881, og her dukker i Quist´s efterladte papirer for første og eneste gang noget op om havnebyggeri i Strandby. Han gør i en ansøgning til generaldirektoratet opmærksom på, at der i Strandby er kræfter i gang for at anlægge havn, en inderhavn med 5-6 fods dybde. Der er skaffet lokale midler dertil, og havnen ventes at blive taget i brug næste år. Desuden er der planer om en yderhavn, hvortil forventes statstilskud. Quist ansøger om, at Jerup toldsted flyttes til Strandby, da en sådan havn vil være mere passende for et toldsted. Desuden har han et godt hus på hånden i Strandby, men der skal handles hurtigt, hvis den handel skal blive til noget..  Generaldirektoratet svarer, at det er i orden at flytte posten til Strandby, men lad os nu vente og se, om den havn bliver til noget, og da det var den, stormen tog, fik  Quist altså ikke et billigere hus i Strandby.

Der går et par rolige år, hvor han oprykkes til 4. lønningsklasse og får gageforhøjelse på 200 kr. årlig, men i september 1884 er det galt igen. Nu skal Quist have en datter gift, og der skal jo udstyr til, så han ansøger om lønforskud på 300 kr. Dem får han.

To år senere må han igen søge om lønforskud: Dels kom sidste år en arbejdsløs søn, der var
kobbersmed, hjem med kone og barn, – og nu er svigerdatteren gravid igen, og dels har han stadig tre uforsørgede børn, og endelig det vigtigste: Hans vederlag på 200 kr. årlig som kontrollant af østersfiskeriet er ophørt pr. 1. maj 1886, da østersfiskeriet ophørte ved bankernes fredning. Så fik vi også den oplysning.

Quist oppebærer på dette tidspunkt 1600 kr. årlig og får bevilget 160 kr. årlig som kompensation for de mistede “østersindtægter”. Til sammenligning kan fortælles, at lærer Schroll i Strandby ved århundredeskiftet altså 15 år senere får 1000 kr. årlig, men…..

To år senere i efteråret 1886 deltager Quist i en meget dramatisk redningsaktion sammen med fire fiskere ud for Bratten, hvor dæksbåden  AMALIE forliste i en storm. De fem redningsfolk reddede besætningen og fik i december af  justitsministeriet tildelt en belønning på 32 kr. til hver.

I maj 1887 søger han om sygehjælp til sig selv på kr. 230,75. Han har været utjenstdygtig i to måneder grundet en underlivssygdom og været hospitalsindlagt. Hans attenårige søn har varetaget tjenesten uden vederlag. Han får tilkendt en sygehjælp på kr. 2oo, men de høje herrer i inspektoratet er ikke glad for den vikarhistorie. Sønnen er jo knap nok voksen og har i hvert fald ikke aflagt tjenesteed og man udbeder sig nærmere forklaring. Man vil ikke yde sønnen vederlag, da faderen jo fik 200 kr.

I august sender Quist på opfordring af overtoldinspektøren en redegørelse over redningsaktionen forrige efterår og antyder, at hans sygdom kunne skyldes strabadserne i forbindelse med redningen, hvor han i flere timer havde været dyngvåd. Vi hører ikke mere til den sag.

I 1888 opnår han et alderstillæg på 300 kr. årlig, og samme år ansøger han om et forskud på 400 kr.
til at bygge hus for i Nielstrup. Det gamle er efterhånden uegnet til beboelse. Dette bevilges, og han bygger Søndre Vindvadet, som indtil for nylig endnu kaldtes toldassistenthuset.

I 1890 stiger årslønnen til 1600 kr. + alderstillægget på kr. 300.

I 1894 søger han om et forskud på 400 kr. En søn er gået fallit som købmand, og Quist har kautioneret. bevilges

Den 9. januar 1896 afgår Eduard Quist ved døden. Han får et smukt eftermæle af sin chef i Frederikshavn, toldkontrollør A Gormsen, som til enkens pensionsansøgning kan oplyse, at boet skylder statskassen 133,75 kr. – samt at det nybyggede hus er belånt til op over skorstenen.

21. januar 1896 ansøger enken, Inger Marie Quist generaldirektoratet om syge- og begravelseshjælp på  kr. 262,65 ifølge bilag, f.eks. regning på en kiste til 4o kr. Hun ansøger også om eftergivelse af gælden på de 133,75. Resultatet bliver en bevilling på kr. 200 i syge- og begravelseshjælp, mens restgælden skal afbetales ved tilbageholdelse af mindre afdrag i hendes pension.

Det var så det lille kik ind ad vinduet til en familie, der havde deres at døje med for godt hundrede år siden, og man kan undre sig over, at Quist kun en enkelt gang nævner sit engagement i havnebyggerierne, når man ved, at han havde sin daglige gang i Strandby ved flere af byggerierne, som vi nu skal tilbage til.

Den første motoriserede kutter, Jenny kommer til Strandby 1880, og i årene derefter Danmark og Stanley. Det var lærer Schroll, som talte fiskernes sag i sognerådet, så de opnåede lån og tilskud til financierieringen. Fiskerne ønskede at opkalde en af kutterne efter ham, men det tillod Schroll ikke.   De første fremdrivningsskruer var udenbords såkaldte “cykelskruer”, men allerede i 1890 installerede den første kutter fast, gennemboret skrue  og kunne opnå en fart på 4 knob.  1889 bliver det første dampspil installeret, og meget hurtigt fulgte spil med petroleumsmotor – en sand revolution.

Men allerede fem år før er der sket en begivenhed, der satte ny gang i tanken om havnebyggeriet. Den havn, som Quist omtalte som værende helt sikker, blev jo heller ikke til noget.
Den 12. januar 1885 først på aftenen strandede Vejlebarken Gorm ved Strandby med en besætning på ni mand. Vinden var i nordost og blæste op til storm med et forrygende snefog. Skibet stod 7-800 favne fra land, og Strandkontrollør Quist var villig til at sætte livet ind for at komme besætningen til undsætning. Niels Tvilling og Poul Chr. Thomsen, kaldet Poul Konge ville med ham, men Quist turde ikke tage derud med kun to årefolk. Der blev derfor sendt bud til nærmeste redningsstation, som var Ålbæk. Budet nåede derop kl. to om natten og kl. fire var mandskabet parat til at køre med redningsbåden til strandingsstedet. Syd for Ålbæk kørte man vild med båden grundet det voldsomme snevejr, og først kl. otte om morgenen d. 13. januar nåede man Strandby. Man kunne i morgendæmringen skimte, at skibet stod under vand, og de tilstedeværende Strandbyfiskere sagde, at det var lige så umuligt at ro redningsbåden op mod denne orkan, som det var at komme til månen. Kl. 9 gik redningsbåden ud gennem brændingen, og jeg citerer nu fra bogen DET GAMLE STRANDBY:

Da redningsbåden var kommet i læ af skibet, gjaldt det om at få dræget kastet ud således, at båden fik bedst mulige drivningsrum.
Havet gik hvidt og skummende over vraget, hvis store skrog forlængst havde gjort sig usynlig, så kun masterne ragede op midt i bølgebrækket. Redningsbåden var to gange på siden af vraget, og folkene råbte, at hvis der var nogen levende om bord, skulle de hurtigst muligt komme frem, men intet levende væsen viste sig.
Skønt hav og is bestandig skyllede ind over redningsbåden og dens tapre, udholdende mandskab, vovede man sig alligevel for tredje gang over på siden af skibet, og da opdagede man, at mandskabet sad oppe i merset i læ bag en sejldug. Straks efter havde redningsfolkene ved hjælp af liner forbindelse med vraget, og besætningen, ni  ialt blev under stor fare trukket gennem det voldsomme bølgeslag hen til redningsbåden og hjulpet op i denne. Selvom redningsbåden nu var mere end overbelastet, og overisningen også gjorde sit til, at vægten var langt større end under normale forhold, kom man endelig i land ved 11-tiden. Gorm af Vejle havde været på vej hjem med en last kul. Mange af såvel besætningen som redningsfolkene havde fået svære forfrysninger.

Denne stranding gav stødet til, at Strandbyfolk med Quist i spidsen satte sig for, at skaffe en redningsbåd til Strandby. Han havde hørt, at en større båd var til salg på vestkysten. Ved frivillige bidrag blev båden købt og sat i stand, og Quist købte for egen regning et stykke jord ved Strandby Mølle, og et redningshus blev bygget. Det ejendommelige var, at der aldrig blev brug for båden til strandinger, men man brugte den senere ved byggeri af havnen, hvis opførelse trængte sig mere og mere på. De store motorkuttere skulle nødvendigvis have bedre landingsforhold, så man blev ved med at samle penge ind.
Foregangsmænden er stadig Niels Tvilling og Eduard Quist, men andre gode Strandbyfolk står som før bag Tvilling med arbejdskraft og de få penge, de kunne få tilovers. Der er nævnt tyve hædersmænd, som stillede sig til rådighed for arbejdet, og jeg synes, at de fortjener at blive nævnt:

  • Niels Jensen Tvilling
  • Peter Larsen Krøgh
  • Martinus Poulsen (Konge)
  • Poul Thomsen (Konge)
  • Peter Pallesen
  • Emil Thomsen
  • Niels Kusk
  • Holger Marinus Ellingsen
  • Hans Thomsen Kusk
  • Jens Chr. Chrsitensen
  • Janus Pedersen
  • Kresten Kristensen Møjen
  • Andreas Havnhøj
  • Jens Sørensen Langthjem
  • Niels Thomsen Risager
  • Christian Thomsen Risager
  • Ole Larsen
  • Andreas Larsen
  • Jørgen Christian Jørgensen

Quist  skaffer sidst i 80-erne kapital fra det Classenske Fideikommis, og de nævnte gæve mænd tager igen fat. Denne gang blev havnen ikke anlagt lige neden for byen i tilslutning til den store kås, men syd for denne, en placering som lærer Schroll fra først af havde foreslået.
Quist og Tvilling leder arbejdet, og i efteråret 1889 står den lille havn færdig til brug. En stor dag for alle implicerede. De havde selv bygget deres havn, og det undrer mig faktisk, at man ikke fejrede 100 års jubilæum i 1989, men ventede til 1996, hvor man kunne fejre 100året for den  første udvidelse. Grunden er måske den, at nu er amt og stat til stede med tilskud. Havnen blev lidt uddybet og fik tillige en anden indsejling, og den store kås indgik nu i den nordre mole. Det var en betydelig mindre havn, end man havde opereret med i  planerne fra 1874 og 1881. Den målte 20,5 m. mellem molerne på det bredeste sted og dybden i inderhavnen var 4 fod på det dybeste sted, altså 1,25m. Det er lidt vemodigt at tænke på, at Eduard Ouist døde et par måneder før denne havn kunne fejre sin indvielse.
Hvordan ser det lille samfund ud, som kunne løse denne opgave, og hvad var det for mennesker?
Det var i ordets egentlige forstand fattige fiskere, kun børn var de rige på – en flok på 10-12 var almindelig. I måneder kunne havet være tillagt med is, og så var der smalhans i de små huse, og man var afhængig af, om købmanden ville eller kunne give kredit. Kommunens fattighjælpskasse holdt man sig helst fri for, så hellere hjælpe hinanden, så godt, man kunne.
Fiskeriet blev drevet med bakker og garn samt hummertejner. Til agn anvendtes orm, gravet på “Fien”, og det var hovedsagelig kvinder og børn, der skaffede agnen. Kunne orm ikke skaffes, brugte man muslinger eller kalvelever. En hel kalvelever kostede 35 øre. Efter fisketuren skulle garnene renses og bødes og bakkerne skulle agnes, og igen holdt kvinder og børn for med dette arbejde. Byen så således ud omkring århundredeskiftet: Man kan undre sig over det store antal stenhuggere, som forekommer her omkring århundredeskiftet, men det har naturligvis sin forklaring, for fiskerne hentede ikke bare det, der kunne slå smut med halen op af havet. En væsentlig indtægtskilde var stenfiskeri. Der skulle store sten ikke bare til byggeriet i Strandby, men i årene 1904 – 07 blev den store havn i Skagen bygget, og det var væsentlig Strandbyfiskerne, som leverede sten til de store moler, men de fiskede også sten til stenhuggeriet  på Rugholm, hvor sten blev hugget til skærver. Disse gik til fyld i de landeveje, som den stadig stigende trafik krævede. Da stenknuseriet  nord  for stationen oprettedes, blev der ligefrem anlagt  tipvognsspor fra Rugholm ind til knuseriet. Rugholm rev blev på det nærmeste ødelagt ved rovdriften, et forhold der bevirkede, at kåsene efterhånden sandede til.
Også ved Kejserbakken syd for byen blev der hugget skærver. Lærer Schroll tjente f.eks. en ekstra skilling ved at hugge skærver der i sin fritid.

Allerede 6 år senere udbygges havnen med en lille udvidelse mod syd og anlæggelse af gangbroer.). og fra nu af går det slag i slag med udvidelser. Jeg vil tillade mig at gå hurtigt hen over alle disse og kun kort nævne nogle få karakteristika. I begyndelsen er det stadig fiskerne, der udfører arbejdet. 30-40 mand er i gang hver dag, og indtjeningen var derfor ringe.
Man dæmmede først op for havet.Grunden bestod af fast ler, der måtte hugges løs med hakker. Store sten lå overalt. De skulle varpes op og slæbes hen til molen. Leret blev anvendt som fyld til kajplads. Niels Tvilling er stadig i spidsen, men Strandby Havn har fået endnu en uvurderlig støtte, konsul Chr. Cloos fra Frederikshavn, der bistod med råd og dåd og var behjælpelig med at udfærdige de mange ansøgninger om støtte til byggeriet.
Der udvides i 1907 og 1909. Bassinet er nu 2,4m dybt, og der er 12 større både  samt mange mindre joller. Det er sidste udvidelse, som Niels Tvilling er med  til. Han dør i 1919 halvfjerds år gammel. At Skagensbanen i 1922 lagde sine spor omkring Strandby fik stor betydning for muligheden for at komme hurtigt af med fisken, og de fleste af byens fiskeeksporfirmaer grundlægges her i tyverne.
Udvidelsen i 1928 giver en havnedybde på 2,8m i inderhavnen og 3 m i yderhavnen. Den kostede 110.000 kr. og var, som man kan se, en betydelig udvidelse. I 1930 var der 30 moderne kuttere, heraf 6 Englandskuttere. Englandsfsikeriet starter 1920, og snart sejler mange kuttere på 30-40 tons deres last til Grimsby eller Hull. Turene startede i marts-april, og fiskerne vendte hjem med efterårsstormene. Mange tog familien med, som så boede  i England forår og sommer. Nordsøfiskerne kunne tjene 2-3 gange så meget som andre.
Næste udvidelse er i 1938-39. Kutterflåden er nu vokset til 40 fartøjer, og inderhavnen bliver fordoblet,; det koster 118.000 kr. Konsul Cloos er stadig med.
Så kommer krigen, og der bliver en pause i udvidelserne, og delvis også i fiskeriet, som blev endnu mere farefuldt end til daglig. Hver tiende Strandby kutter blev minesprængt, nemlig:

  • VICTORIA
  • FN 97 GERDA
  • FN 264 MAAGEN
  • FN 38 DORTHEA
  • FN 14 GERDA

Otte fiskere omkom ved disse minesprængninger.
Under krigen skete der en meget vigtig nyskabelse på havnen: Den længe savnede fiskeauktion blev oprettet i 1942, hvor købmand Magnus Hesselholt skød penge i og blev auktionsmester. Det var af stor værdi at kunne lande og omsætte fisken her i byen. Der blev bygget ny hal i 1984.

Næste havneudvidelse er 1953. Prisen er 700.000kr, hvoraf havnen selv yder 250.000. Det er forhavnen, som bliver øget betydeligt, og havnen bliver mere sikker for fartøjerne i dårligt vejr. I tresserne blev der foretaget hele to udvidelser. I 1963  fordobledes inderhavnen med etablering mod syd af et 12.500 kvadratmeter stort bassin, der ikke alene gav 406 m kajplads mere, men også tilførte havnen det store bagareal, hvor en række større og mindre virksomheder hurtigt skød op, og i 1968 kunne fiskeriminister A.C. Normann indvie et nyt et nyt og uddybet nordbassin på 4m dybde samt indre ombygninger i havnen. Det var et projekt til over 4 millioner kroner, og to navne må her nævnes.
Det ene er fiskeeksportør Julius Thomsen, der allerede i 1942 startede sit energiske og stædige arbejde for havnen, Han var utrættelig til at skaffe penge til havnen og var dens formand i ialt 16 år.
Den anden var politikeren Jens Risgaard Knudsen, der trods sit socialdemokratiske ståsted var Strandby Havns fortaler og højt respekteret blandt fiskerne.

Nye udvidelser i 1971 med den nye fiskerihavn og plads til skibsværftet og endelig 1989 afsluttes den lange række med lossebassinerne og igen en udvidelse af baglandet, her hvor sejlklubben nu ligger..Af stor betydning for havnen blev den nye omfartsvej syd om byen, der stod færdig i 1987.

Det kan være svært at slutte denne historie om havnen uden at nævne de mange virksomheder, der blomstrede op i havnens kølvand: vodbinderier, fiskeforædlingsindustrien osv., men historien er blevet så lang, så jeg vil tillade mig at nøjes med at nævne en virksomhed, som faktisk er ældre end selve havnen, nemlig skibsværftet. Allerede 1830 nævnes den nordlige østkyst´s eneste bådebyggeri, der ejedes af en mand, der hed eller blev kaldt Konge. Her byggedes østersbåde og joller til Skagen, Aalbæk, Strandby og Hirsholmene. Værkstedet lå ved Konges hus, der selvfølgelig blev kaldt Slottet og lå, hvor det gamle værft lå, midt for havnen. Bådebygger Anton Nielsen overtager i 1880 værftet, og i 1931 er det skibsbygger Niels  Chr. Hjørnets tur. Han overlader i 1967 ledelsen af det velrenommerede værft til sønnerne Niels Juul og Claudius. Værftet flytter 1972  til arealerne ved nordre havn. I Hjørnernes tid nåede man at bygge mere end 90 nybygninger.

Strandby Havns storhedstid startede så småt med oprettelsen af auktionen under krigen, og fiskeriet voksede næsten eksplosionsagtigt i 5o-erne og 60-erne, hvor nye fangstmetoder, større kuttere og landing af  industrifisk, den såkaldte skidtfisk bragte liv og penge til havnen, og flere fiskere flyttede hertil, bl. a. fra Frederikshavn. En væsentlig årsag hertil var den velordnede auktion og så den kendsgerning, at Elling kommune var væsentlig billigere i skat end Frederikshavn.
I 70-erne begyndte fiskeripolitikken at lægge hindringer i vejen for et uhæmmet fiskeri, men stadig går det fint, og det gør det langt op i 80-erne. I 1984 toppede omsætningen på Strandby fiskeauktion med en omsætningsværdi på 80 millioner kroner. Historien herefter kender vi alle med en voldsom nedgang i antallet af kuttere fra ca. 100 til en tredjedel, en skæbne der fulgte forretningerne i byen.

For en høfligheds skyld må jeg slutte med at nævne Strandby sejlklub. Da den startede for over 25 år siden, var den slags morskabssejllads rent ud sagt ikke velset blandt havnens folk, og det har kostet Heuckendorrf  megen møje at få akcepteret, at en sejlklub ikke er en flok besværlige klummerhoveder, der er til fare for trafikken i havnen, men at  sport og erhverv udmærket kan leve side om side, ja at begge parter kan give hinanden noget positivt, og at det at give plads til lystsejlere ligefrem kan være en indtægtskilde til en skrantende økonomi.