Referat fra Generalforsamlingen 26. februar 2025 kl 19:00 i Strandby Borger- og Kulturhus

Deltagere 35.

REFERAT

  1. Valg af dirigent
    Jørn Andersen valgt
  2. Formandens beretning
    Jeppe aflagde en fyldestgørende beretning om året i arkivet.
    Tak til Carsten Aaen for mulighed for at have udstilling i hans lokaler.
    Beretningen vedlagt referatet
    .
  3. Aflæggelse af regnskab for 2024 ved kasserer Ivar Bengtsson.
    Ivar gennemgik regnskabet for 2024, ingen bemærkninger/ godkendt.
  4. Budgetforslag 2025.
    Ivar gennemgik Budgetforslag for 2025, ingen bemærkninger/ godkendt.
  5. Arkivlederens beretning.
    Karin gennemgik hvad der har været af besøgende på arkivet, 20
    besøgende og 25 forespørgsler på mail. Orienterede om, at der har været
    14.872 inde på vores side på Arkibas, heraf 5343 søgninger på billeder fra
    Strandby skole, andre søgninger: Jerup mejeri, dødsannoncer og mindesten
    Jerup og mange andre emner. Vi har 10261 billeder i arkiv.dk.
  6. Indkomne forslag. (forslag skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før
    generalforsamlingen.)
    Ingen indkomne forslag.
  7. Valg af stemmetællere.
    Ingen valgt.
  8. Valg til bestyrelsen:
    Der vælges tre til bestyrelsen i ulige år og 2 i lige år.
    På Valg er: Jeppe Kajgaard, Niels Ole Christensen og Hans Christian
    Andersen. Alle modtager genvalg.
    Genvalg til alle.
  9. Valg af suppleant til bestyrelsen for 2 år
    På valg er: Meta Smidt. Modtager genvalg.
    Genvalg.
    Revisorer og revisor suppleant er først på valg 2026
  10. Eventuelt.
    Intet.

Tak til Jørn for at løse dirigentopgaven.

Ref. HL:

Efter Generalforsamlingen og kaffe var Zenitha tovholder på en tur ned af Memory Lane i form af en virtuel byvandring ad Havnevej i Strandby. Gamle og halvgamle fotografier på storskærm af Havnevejs huse, som de så ud for år tilbage, blev grundlaget for en rigtig hyggelig og engageret snak imellem de fremmødte – både om de enkelte huse og ‘de gamle gode dage’ generelt. Tak til Zenitha og tak til et snakkelystent fremmøde.

Formandens beretning ved Generalforsamlingen 26. februar 2025

Formandens beretning er jo her, hvor jeg tager jer med igennem årets gang i arkivet, -kort remser aktiviteterne op og forsøger at sætte lidt ord på hvordan det ellers går med det hele. Vi starter lige med arrangementerne…

Årets førte arrangement var som altid generalforsamlingen, hvor der til kaffen denne gang var besøg af Jens Ole Jensen, som underholdt de knap 30 fremmødte med et spændende oplæg om hans fødeby Jerup. 

Ny Tatoludstilling i marts hvor Meta havde arbejdet med temaet ’Sognets kvinder’ for ligesom at bevæge fokus lidt væk fra landbrug og fiskeri – men altså igen…mange kvinder var jo beskæftiget sammen med deres mænd, så der var et vist overlap dér som man også kunne se i billederne. 1000 Tak til Carsten Aaen for at vi må få lov til at bruge Tatols vinduer igen i den her sæson. 

Den første majdag havde Elling Sognegård så 25-års jubilæum, hvor Zenitha og HC i den forbindelse havde lavet en flot udstilling om Sognegårdens tilblivelse og historie. 

Og så den første junidag var der Pinsemarked ved Aktivitetsudvalget på Strandgården, hvor vores stand med blandt andet gamle film også var velbesøgt.  

Sjov på Strandby Havn på juli tirsdage…Vi oplever at der er rigtig mange mennesker omkring teltet de dage hvor vi har stillet op, men vi må nok også konstatere at rigtig mange besøgende på havnen kommer langvejs fra…nogle endda voldsomt langt væk fra. På bundlinjen, om man så må sige, kan man i hvertfald nok diskutere værdien af vores tilstedeværelse holdt op imod for eksempel medlemstilgang, -men altså teltet er praktisk taget aldrig tomt og vi hygger os med det og så må man heller ikke glemme at der ér nogle aktiviteter, som vi bliver nødt til at deltage i for at kvalificere os til ’livsvigtige’ kommunale støttekroner efter de nye regler. Sjov på Strandby Havn er én af de aktiviteter…og vi stiller også op næste år. 

Pludselig er det jo så blevet efterår og starten af september, -Og der havde vi et samarbejde med Jerup Menighedsråd, -et arrangement som hed ’Syng, spis og snak’ i Jerup Præstegård og der var proppet med fremmødte. Vores bidrag til aftenen var igen Jens Ole Jensen fra Klitten, som nu på sin helt egen hjemmebane også kunne indvie de lokale Jerupborgere om byens historie, eksistenser og tilhørende morsomme anekdoter og røverhistorier. 

Efter en pause på nogle år gjorde vi i oktober og november et nyt forsøg med at tilbyde slægtsforskning et antal torsdage og dette blev taget imod i en sådan positiv grad, at vi vender tilbage her i foråret – følg med på hjemmesiden og facebook.

Og i november var der så Slægtens Dag. Det er jo det årlige arrangement hvor 12-14 naboarkiver samles til en lokalhistorisk messe i en eller anden hal – skiftevis i Frederikshavn, Skagen og Sæby. I år blev det afholdt på Frederikshavn Gymnasium hvor vi stillede op med en stand. Ikke det store opbud af ‘gæster’, men arrangementet betyder alligevel rigtig meget for at bevare selve netværket imellem de forskelllige arkiver i området.

Også i november det traditionelle efterårsforedrag – dennegang om ‘Sognets skoler igennem tiderne”. En meget velforberedt Mads Bisgaard fra Frederikshavn Stadsarkiv fortalte og viste billeder til de ca 25 interesserede tilhørere.

Ja man kan jo blive helt svedt af at tænke på aktivitetsniveauet i 24…Sidste arrangement i året var ’kom og mød arkivet’-juletræet på torvet midt i Strandby sammen med FDF’ernes årlige juletræssalg først i december, som i år kastede et enkelt medlem af sig. 

En kort redegørelse om Ellinggård affødt af flere spørgsmål om arkivets andel i restaureringsprojektet…Jeg må nok hellere starte helt tilbage i foråret 2023, hvor jeg blev kontaktet af TV2 omkring arkivets holdning til en ’opblussen af harme’ på de sociale medier over gårdens misligholdelse, plus et ønske om at vi skulle levere udtalelser og baggrundsinformation til et udfald mod kommunen og dens håndtering af stedets åbenlyse forfald. Da Ellinggård var en herregård har, og er, praktisk taget alle arkivalier historisk været samlet på Bangsbo og det er derfor forsvindende lidt materiale vi har på vores arkiv. TV2 blev derfor lidt ‘affejet’ og henvist til Bangsbo i stedet for. 

Da jeg kort tid efter i marts snakkede med Knud Erik Jørgensen, som direktør i Danmarks Kulturarv, som har købt Ellinggård var resultatet teknisk set næsten det samme. Han var dog i modsætning til TV2 kun interesseret i at se fremad og restaurere og den politiske vinkel fra TV2 var der heller ikke nogen af. Derfor fik Knud Erik oplyst en flok personnavne, som jeg vidste ville kunne hjælpe ham positivt videre og projektet er siden gået sin gang. 

Vi har da også for nyligt haft kontakt til arkitektfirmaet angående noget fotomateriale til brug for genopbygningen, men dette er altså den eneste involvering af arkivet i projektet Ellinggård. Jeg selv er dog personligt med i noget af det pågående restaureringsarbejde deroppe, så I kan altid bare spørge… 

Vi har i løbet af året igen været så heldige at blive begavet med et par meget store indleveringer, som der er blevet brugt en del tid på at få registreret og arkiveret -og vi er ikke færdige endnu. 

Et yngre par, Susanne og Torben, som har hjupet rigtigt meget til med henholdsvis indtastning og IT setup og support har skabt store fremskridt i arkivets drift og vi håber alle sammen at de har lyst til at fortsætte.

I forbindelse med tilblivelse af en ny Strandbybog “En fortælling om Strandby, byen ved havet” af Kirsten Thøgersen, har vi i samarbejde leveret fotos og andre arkivalier og kan melde klar til salg her engang i 2025. Det er i den forbindelse muligt allerede nu at forudbestille bogen på blanketterne ved indgangen til en reduceret pris på 150,- mod normalpris på 175,-. Man betaler selvfølgelig først ved modtagelsen af bogen. 

Jeg vil gerne på lige fod med de andre år, slutte af med at sige mange tak til alle de frivillige, som hjælper med udstillinger, indtastning af data, arrangementer og andet arkivarbejde og på den måde hjælper med at få hele Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv – ’vores fælles hukommelse’ – til at hænge sammen.

Generalforsamling 2025

Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv vil hermed gerne indbyde til

Generalforsamling

Onsdag den 26. februar 2025 kl. 19:00 i Strandby Borger- og Kulturhus
Skolevej 2, 9970 Strandby


Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning
  3. Aflæggelse af regnskab for 2024 ved kasserer Ivar Benktsson.
  4. Budgetforslag 2025
  5. Arkivlederens beretning.
  6. Indkomne forslag. ( forslag skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før
    generalforsamlingen.)
  7. Valg af stemmetællere.
  8. Valg til bestyrelsen:
    Der vælges tre til bestyrelsen i ulige år og 2 i lige år.
    På Valg er: Jeppe Kajgaard, Niels Ole Christensen og Hans Christian
    Andersen. Alle modtager genvalg.
  9. Valg af suppleant til bestyrelsen for 2 år
    På valg er: Meta Smidt. Modtager genvalg.
  10. Eventuelt.

Der serveres kaffe og kage.

Ved generalforsamlingen vil vi lave en slags indendørs virtuel byvandring på storskærm ledsaget af spændende fortællinger om forskellige udvalgte huse i Strandby.

Vi håber, at vi ses,
/Bestyrelsen

Julehilsen fra arkivet 2024

Hermed ønskes I alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår med Tak for det gamle år fra Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv.

1000 Tak til alle medlemmer – uden jeres støtte vil det være op ad bakke altid.
Tak til alle jer, som har hilst på til vores foredrag, arrangementer og til jer, som har kigget forbi på arkivet på Skolevej.

Vi håber at vi ses rundt omkring i sognet og oppe på selve arkivet på Skolevej 2 i Strandby i 2025.


Husk at vi altid gerne modtager gamle billeder og papirer, som fortæller noget om vores historie, så kig endelig forbi, hvis du har sådan noget liggende f.eks. fra din barndom eller ungdom, uanset hvornår du er født. Vi lover at passe godt på dem…

Det kan også være at du har erindringer, som du har skrevet ned – eller måske du har lyst til at få os til at lave et interview på bånd om lige netop det du husker, så du slipper for at skrive ?…

Vi ses i det nye…

/Jeppe

Julemarked 2024

Vi har igen i år fået lov til at stå på FDF’s julemarked med vores helt eget juletræ, pyntet flot op med fotografier, som bringer minderne tilbage. Det sker lørdag den 7. december 2024 ved Banktorvet midt i Strandby. Imellem masser af juletræer lige udenfor Genbrugscenteret vil det være mulighed for at få en sludder med medarbejdere fra arkivet.

På torvet kan du købe flotte juletræer og pyntegrønt. Juletræerne spidses, nettes og leveres gratis i Strandby. Julemanden kommer sejlende til Strandby havn kl. 10.30 og spillemænd står klar med festlig julemusik. Herefter går Julemanden op på torvet, hvor han leger med børnene. Efter legen deler Lions Club slikposer ud til alle de fremmødte børn.

Kig forbi, -det bliver ridi hyggeligt, /Jeppe

Ny udstilling i Tatol

Så er der endeligt nyt i vinduerne i det gamle Tatol på Havnevej 4 i Strandby.

Kig forbi og se, om ikke godtnok minderne dukker op stille og roligt. Der skal nok være et-eller-andet, som kan genkendes og hvis vi har ramt helt forbi, så bare nyd billederne fra dengang verden ikke var så helt af lave…

Lad os høre din mening om udstillingen, -enten i kommentarfeltet hér, på facebook eller hvor du nu møder os.
Har du forslag til emner og tema-udstillinger hører vi hjertens gerne fra dig.

Til sidst – så glem ikke, at vi leder med lys og lygte efter et sted i Jerup, hvor vi kan have en mindre udstilling af lokale fotografier også fra dén del af vores sogn.

/Jeppe

Spændende foredrag

Arkivets traditionsrige efterårsforedrag blev i år afholdt i Strandby Borger- og Kulturhus og ca. 25 interesserede tilhørere var mødt op til en fortælling med emnet “Sognets Skoler gennem Tiderne”.

Mads Bisgård fra Stadsarkivet i Frederikshavn fortalte engageret om alle de skoler der har været i Elling sogn og om udviklingen op igennem tiden, både elev antal i klasserne og på skolerne i alt og måden der blev afholdt skole på i det hele taget. På et tidspunkt var der for eksempel 80 elever i Jerup skole til en enkelt lærer.

Fantastisk forberedt og med stor indsigt i emnet var der fremstillet billeder fra alle skolerne , både klassebilleder, forskellig korrespondance og så videre. Mapperne med arkivalierne blev sendt rundt blandt deltagerne og udløste meget snak om ‘dengang’, da mange jo havde gået på en af skolerne.

Tak til Mads og de fremmødte for en rigtig hyggelig og informativ aften.

/Jeppe

Slægtens og Historiens dag 2024

Lørdag den 2. november er det Slægtens og Historiens dag. Det er Slægts- og Lokalhistorisk Forening i Frederikshavn, der står som arrangør og vi stiller selvfølgelig op med en stand.

Kig forbi til en snak med forskellige lokalhistoriske foreninger fra området heromkring og hør de spændende foredrag. Herunder finder du den officielle invitation.

Vi ses vel ?
/Jeppe

Slægtsforskning

Vi vil gerne tilbyde hjælp til at finde dine forfædre…måske vil du lave slægtstavle ?.

Hjælp til at søge i Kirkebøger, Folketællinger, Gravsteder og Arkiv.dk og brug af slægtsforskningsprogrammet Legacy.

Vi mødes her i foråret hver anden onsdag fra kl. 14:30 til 16:30 i perioden 5. marts 2025 til 21. maj 2025.

Datoerne er : 5.marts – 19. marts – 2.april – 23. april – 7 maj – 21. maj

Vi mødes denne sæson inde på selve Strandby Skole, Skolevej 2 hovedindgangen inderst til venstre i skolegården, hvor vi vil tage imod jer.

Det er gratis at deltage.

Vi vil gerne vide om du vil deltage, så tilmeld dig til arkivet på telefon 52114158 eller arkivets mail : info@ellingarkiv.dk

Der er parkering ved svømmehallen, da der stadigvæk er elever på skolen på tidspunktet.

Medbring din egen bærbare PC 💻🖱

På gensyn.

Med venlig hilsen

Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv.

Nyt liv på Ellinggård

Sakset fra kanalfrederikshavn.dk 18.09.2024:

Flaget var hejst, der var kaffe og kage stillet frem, og borgmester Birgit S. Hansen var inviteret til at afsløre en flot informationstavle ved Ellinggård. De frivillige mødte op, og alle var klar til en symbolsk markering af, at nu begynder arbejdet med renoveringen af den historiske gård i Elling.

Der er nu sat flotte bannere op ved vejen gennem Mariendal og så den mere detaljerede baggrund opstillet ved indgangen, hvor man kan læse nærmere om det spændende projekt.


Borgmesteren mødte op iført flot borgmesterkæde og gummistøvler, eftersom hun skulle forcere det fugtige høje græs omkring gården, som frivillige dog havde slået i dagens anledning.

Danmarks Kulturarvs direktør og initiativtager til renoveringen Knud Erik Jørgensen bød velkommen, fortalte om projektet og glædede sig over det hidtidige samarbejde med kommunen og håbede på samme smidighed og velvilje i fremtiden.


I sin veloplagte velkomsttale fortalte borgmesteren om den ærefrygt, hun følte, da det var første gang, hun betrådte selve Ellinggårds matrikel, og hun fornemmede historiens vingesus. Hun glædede sig over, at den smukke bygning endelig kommer under kærlig behandling, men følte også tristhed over, at det var kommet så vidt i forfaldet. Danmarks Kulturarv, de mange frivillige og støttegruppen fik flotte ord med på vejen om betydningen af deres engagement. Uden dem gik det ikke.


Borgmesteren blev vist rundt i den medtagne bygning af Knud Erik Jørgensen og Mogens Damm fra styregruppen, og i mellemtiden blev de frivillige organiseret i forskellige arbejdsgrupper af Kurt Berg Larsen, Egon Svendsen og Kurt Kristensen, ligeledes fra styregruppen. Der er nu fire grupper etableret, der skal tage sig af haven, af oprydning, af afdækning og PR, salg af folkeaktier og sponsorarbejde. I hver gruppe fandt man en tovholder.


– Stemningen var fin, vejret var med arrangementet, kagerne var gode, og arbejdet kan nu begynde. Det er en langvarig proces, inden selve restaureringen kan igangsættes, men forarbejdet begynder nu. Det bliver godt at komme i gang, siger Mogens Damm.