Vi har fået en idékasse!

Sidder du og brænder inde med en god idé, som du synes passer ind i arkivets virke, så kan du nu komme hurtigt i kontakt med os.

Uanset om din idé drejer sig om et tema-arrangement, et ønsket foredrag, en permanent udstilling, en person som burde interviewes eller hvad det nu end måtte være, du synes at arkivet burde kigge på – så bare send din idé på mailadressen:

ide@ellingarkiv.dk

og vi vil se på den hurtigst muligt. På forhånd mange tak…

Vi Vil Bygge Ellingåskibet

Et større projekt med ovenstående titel, var emnet for Elling Sogns Lokalhistoriske Arkivs efterårs foredrag for 2019. Foredraget løb af stablen den 3. oktober 2019 i Strandby Borger- og Kulturhus.

En af hovedidémændene, Henrik Buchholtz, stod for en overordentlig veloplagt og engageret fremlæggelse af projektets indhold, opnåede sejre, nuværende mangler og fremtidsplaner over for en god snes fremmødte tilhørere.

Den frederikshavnske ildsjæl fortalte på inspirerende vis om, hvordan ideen var opstået og om arbejdet med at fremskaffe den ca. halve million, som var nødvendig, for at kunne igangsætte bygningen af en tro kopi af Ellingåskibet på en økonomisk betryggende måde. Det udestod endnu at finde en byggehal og en bådebygger, til at have det store overblik, men Henrik var overbevist om, at der snart kom gang i selve byggearbejdet, som for en stor dels vedkommende, skulle udføres af kommunens udfordrede unge, -måske endda i form af elever på en sprit-ny maritim efterskole.

IMG_0736_cropped.jpg

Skibet er planlagt til at sejle rundt i Aalbækbugten med passagerer og ikke mindst en medbragt last bestående af en slags popup-vikingelandsby, som kan slås op i de forskellige besøgte havne. Landsbyen skal på lige fod med selve skibet, når det ligger i havn, både formidle lokalområdets spor og betydning for vikingetiden og den tidlige middelalder og samtidig lave indtjening til projektets videreudvikling i form af salg af merchandise.

Idérigdommen omkring både projektet og masser af afledte biprodukter var stor og vi glæder os til at se, hvad det hele kan drives til. Vi glæder os som lokalarkiv også til at se, om en interessegruppe som for eksempel ‘vikingeskat-initiativet’ eller andre lokale Strandby-ildsjæle, tager imod Henriks fantastiske idé. Som han selv siger, så vil Strandby havn være det mest naturlige sted at bygge og vinterlægge det nye Ellingåskib og vikingebyen…en absolut oplagt mulighed for vores nye havneudviklingsdirektør.

/Jeppe