Et propfyldt Borger- & Kulturhus

Med et propfyldt Strandby Borger- og Kulturhus afholdt vi vores traditionelle ‘Efterårsforedrag’, hvor Museumsinspektør Jan Hammer Larsen guidede os godt og grundigt rundt i den tidlige del af Strandby og omegns historie.

Vi blev gjort meget klogere på de forskellige fund i området, som beviser at der ‘fra Arilds tid’ har levet mennesker her, helt ude på den yderste yderkant af den dengang allernordligste del af det, vi kender som Danmark idag.

Vikingetiden, Middelalderen og Renæssancen – det hele fik en gennemgang – Hekseafbrændinger, Strandbyskatten,Tordenskjold og Østersfiskeri…Jo der var noget for enhver smag.

Da det fine foredrag afsluttedes hen på aftenen med spørgsmål og svar stod årstalstælleren ca. på 1840 og med den ‘Cliffhanger’ åbnedes der i den grad mulighed for at holde yderligere rundture i områdets historie med materiale fra den nyere tid. Den tid hvor byer og erhverv blev mere genkendelige med vores nutidige øjne, men også hvor krige og anden elendighed forsøgte at bremse udviklingen.

/Jeppe

Kom til efterårsforedrag med Jan Hammer Larsen!

Glæd dig til efterårets lokalhistoriske foredrag om Strandby og omegn, som løber af stablen onsdag den 20. oktober 2021 i Strandby Borger- og Kulturhus, Skolevej 2 i Strandby kl. 19:00.

Født i Frederikshavn og de sidste godt 20 år bosat i Strandby, har Jan læst historie på universitetet og arbejder nu som museumsinspektør på Kystmuseet (fd Bangsbo). Sammenholdt med sin store interesse om lokalhistorien lige her omkring, er der vist ingen tvivl om, at vi har fået en kapacitet til at underholde os denne aften.

Jan er en fantastisk levende fortæller. Kendt fra radio, TV og utallige historiske foredrag, vil han slå ned i historien fra gammel til nyere tid her fra vores eget område og på bedste vis berige os med sin enorme viden på feltet.

Alt i alt bliver det til en dejlig aften med lokalhistorien i højsædet. Der vil blive serveret en kop kaffe med kage undervejs og som følge af sidste sæsons Coronaskuffelser, er traktementet denne gang helt på arkivets regning.

Tilmelding er på grund af kage-bageriet dog nødvendig – så sig lige til, hvis I kommer…
Se hvordan du tilmelder dig pr. email eller telefon under kontaktoplysninger eller grib fat i een fra arkivet…

Vi ses,

/Jeppe