Referat fra Generalforsamlingen 27. januar 2020 kl. 19:00 i Strandby Borger- og Kulturhus

REFERAT:
30 deltagere heraf 4 ikke stemme berettigede.
Formand Jeppe Kajgaard bød velkommen.

  1. Valg af dirigent.
    Jørn Andersen valgt.
  2. Formandens beretning.
    Jeppe aflagde beretning for året, beretningen vedlægges referatet.
  3. Kassereren fremlægger foreningens regnskab for 2019.
    Karin fremlagde regnskabet der blev godkendt.
  4. Budgetforslag for 2020, samt fastlæggelse af kontingent for 2021.
    Budgettet godkendt, der var ingen tale om kontingentændring.
  5. Arkivlederens beretning.
    Bent aflagde beretning, 2019 bød på 14 nye indleveringer. Endvidere en status
    over antal arkivfonde og billeder. Arkiv.dk har haft 33.668 besøgende, en
    fremgang på 8% i forhold til 2019. Beretningen vedlægges referatet.
  6. Indkomne forslag.
    Der er ikke indkommet nogen forslag.
  7. Valg af stemmetællere.
    Ingen valgt før der bliver behov i.f.m. med kommende punkter.
  8. Valg til bestyrelsen, der vælges 2 til bestyrelsen i lige år.
    På valg er: Frank Nielsen, der ikke modtager genvalg
    Hanne Lundholm, villig til genvalg.
    Valgt blev Zenitha Nielsen og Hanne Lundholm.
  9. Valg af suppleant til bestyrelsen.
    Det var ikke muligt at finde en suppleant på mødet. Bestyrelsen arbejder videre
    med at finde et emne.
  10. Valg af revisorer.
    På valg er Birgit Larsen og Jørn Andersen.
    Genvalg til Birgit Larsen og Jørn Andersen for 2 år.
  11. Valg af revisorsupleant. På valg er Ivar Benktsson.
    Genvalg til Ivar Bengtsson for 2 år.
  12. Eventuelt.
    Frank Nielsen var desværre ikke til stede, men overfor forsamlingen blev der fra
    Hanne Lundholm udtrykt en stor tak til Frank for hans stabile indsats i arkivet
    gennem 20 år. Frank har gjort en kæmpe indsats, i forbindelse med salg af bøger, et salg der har indbragt 70.000 kr. til arbejdet i Arkivet.
    Frank vil modtage en hilsen både mundtligt og i form af en gave.

    Jeppe takkede, dirigenten for at lede generalforsamlingen. Efterfølgende blev serveret kaffe inden Havnechef Christian Heidmann Andersens indlæg om havnen.
    Jeppe sluttede aftenen, med tak for den store deltagelse.
    Der var under hele generalforsamlingen optagelse til Radio Vendsyssel FM.
    Optagelsen udsendes den 10.2.2020 kl. 18.oo kan også efterfølgende høres på
    www.fcmr.dk
    HL:

Formandens beretning ved generalforsamlingen 27. januar 2020

Jeg vil gerne løbe igennem hvilke aktiviteter, foreningen har beskæftiget sig med i det forgangne år.

Efter en rimelig kraftig udskiftning i bestyrelsen ovenpå sidste års generalforsamling, brugte vi lidt af foråret, til at finde vores ben at stå på igen.

Jeg var blevet valgt til formand og i den forbindelse vil da vist være på sin plads her, at sige tak for tilliden til genarforsamlingen sidste år og de resterende bestyrelsesmedlemmer -og også tak for, at dette gik så forholdsvis gnidningsløst som det er gået.

Vores første egentlige udadvendte aktivitet var de 4 ”sjove tirsdage på havnen” i juli, hvor vi på forskellig vis formidlede noget af den store mængde information, som efterhånden er opsamlet på arkivet – det som vi kalder ”vores fælles hukommelse”. Vores havepavillon var velbesøgt meget af tiden og snakken gik godt hen over de mange medbragte billeder fra lokalområdet. Derudover blev nogle tirsdage der vist film, ligesom vi havde en PC med, hvis noget skulle opklares yderligere på f.eks. arkiv.dk. Arrangementet gav nok 10 nye medlemmer, hvoraf flere ’yngre’ og kunne betegnes som en succes.

I parallel med dette startede vi en helt ny hjemmeside op. Den gamle var blevet for besværlig at vedligeholde og det er håbet med den nye, at der kommer mere ’gang i den’. Jeg kan kun anbefale jer at kigge ind på den, klik lidt rundt – og lad os få at vide hvad I tænker om den. I tilknytning er der lavet en ekstra email-adresse, ide@ellingarkiv.dk, hvor alle ideer til stort og småt er velkomne.

Igennem hele året er der som følge af Sammenslutningen af Lokalarkivers nye anbefalinger om håndtering af EU’s nye persondataforordning, GDPR, arbejdet en del med at sikre at vi ikke eksponerer billeder og andet, som indeholder personfølsomme data. Jeg vil ikke trætte jer med detaljerne her, men det betyder at vi skal tage stilling til hvert enkelt foto, som vi giver adgang til via arkiv.dk, hjemmeside eller facebook. Vi har allerede taget hånd om sagen fremadrettet, men har jo 1000-vis af billeder i ArkiBas allerede, som skal genbehandles.

Hvis I, når I alligevel sidder og klikker rundt, finder billeder eller andet, som I mener ikke må vises på baggrund af persondataloven – så bare ring eller skriv – så kigger vi på det hurtigst muligt. Men vi er altså i gang…

Det årlige efterårsforedrag blev denne gang afholdt i starten af oktober her i Borger- og Kulturhuset. En veloplagt foredragsholder, Henrik Buchholtz, fortalte en god snes tilhørere om drømmen om at bygge en tro kopi af Ellingåskibet, -et skib som er planlagt til at sejle rundt herude i Ålbækbugten og formidle vores områdes tidlige middelalderhistorie på forskellig spændende vis.

Årets sidste arrangement for denne gang, blev deltagelse på julemarkedet på torvet i Strandby, hvor vi var til stede med vores helt eget juletræ pyntet med gamle vinterbilleder.

Angående Slægtsforskning, så mødes vi stadigvæk på arkivet 1. mandag i måneden til og med marts fra 14-16, hvor man kan få hjælp til kirkebøger, folketællinger og andre sjove ting.

Jeg vil gerne slutte af med at sige mange tak til de frivillige, som hjælper med indtastning af data og andet arkivarbejde og på den måde hjælper med at få hele Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv til at hænge sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *