Sakset fra kanalfrederikshavn.dk 18.09.2024:
Flaget var hejst, der var kaffe og kage stillet frem, og borgmester Birgit S. Hansen var inviteret til at afsløre en flot informationstavle ved Ellinggård. De frivillige mødte op, og alle var klar til en symbolsk markering af, at nu begynder arbejdet med renoveringen af den historiske gård i Elling.
Der er nu sat flotte bannere op ved vejen gennem Mariendal og så den mere detaljerede baggrund opstillet ved indgangen, hvor man kan læse nærmere om det spændende projekt.
Borgmesteren mødte op iført flot borgmesterkæde og gummistøvler, eftersom hun skulle forcere det fugtige høje græs omkring gården, som frivillige dog havde slået i dagens anledning.
Danmarks Kulturarvs direktør og initiativtager til renoveringen Knud Erik Jørgensen bød velkommen, fortalte om projektet og glædede sig over det hidtidige samarbejde med kommunen og håbede på samme smidighed og velvilje i fremtiden.
I sin veloplagte velkomsttale fortalte borgmesteren om den ærefrygt, hun følte, da det var første gang, hun betrådte selve Ellinggårds matrikel, og hun fornemmede historiens vingesus. Hun glædede sig over, at den smukke bygning endelig kommer under kærlig behandling, men følte også tristhed over, at det var kommet så vidt i forfaldet. Danmarks Kulturarv, de mange frivillige og støttegruppen fik flotte ord med på vejen om betydningen af deres engagement. Uden dem gik det ikke.
Borgmesteren blev vist rundt i den medtagne bygning af Knud Erik Jørgensen og Mogens Damm fra styregruppen, og i mellemtiden blev de frivillige organiseret i forskellige arbejdsgrupper af Kurt Berg Larsen, Egon Svendsen og Kurt Kristensen, ligeledes fra styregruppen. Der er nu fire grupper etableret, der skal tage sig af haven, af oprydning, af afdækning og PR, salg af folkeaktier og sponsorarbejde. I hver gruppe fandt man en tovholder.
– Stemningen var fin, vejret var med arrangementet, kagerne var gode, og arbejdet kan nu begynde. Det er en langvarig proces, inden selve restaureringen kan igangsættes, men forarbejdet begynder nu. Det bliver godt at komme i gang, siger Mogens Damm.