Kulturkaravanen er aflyst

I den nærmest uendelige række af Corona-aflysninger af dette og hint, finder vi nu også Kulturkaravanen 2020, som var planlagt til den 26. November.

I år skulle projektet have foregået i Strandby, som sidste stop ud af 11. Selve konceptet går ud på at præsentere en bys kultur på en nærværende og anderledes måde. I Strandbys tilfælde blev temaet Teaterbyvandring og Spot på Strandby.

Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv har ikke taget aktiv del i udførelsen af selve arrangementet, hvor skolebørn i 6. klasse, sammen med Utzon-center i Aalborg, skal lave kunstnerisk lyssætning af specielt udvalgte steder i byen og hvor Det Hem’lige Teater, også fra Aalborg, står for eksperimenterende og grænseoverskridende historiefortælling på en 2 kilometer lang byvandring.

Til gengæld tog vi tilbage i foråret del i opstarten af projektet, hvor vi travede en tur igennem byen med de involverede parter fra Aalborg, Frederikshavn Kommune og Strandby Skole. Her fik vi fortalt om byens historie og udpegede interessante bygninger og pladser osv og vi havde en rigtig god dialog bl.a. med Det Hem’lige Teater, som skulle stå for den historiske formidling.

Vi fik også selv noget med hjem, da det altid giver en god forståelse, at høre hvordan andre ‘fremmede’ tolker den historie og fortælling, som vi lokale tager for givet.

Men altså – endnu et arrangement, som desværre måtte droppes i disse virustider.
Se f.eks. i dette link, hvad vi gik glip af : https://lokalavisenfrederikshavn.dk/nyheder/strandby-er-med-i-aarets-kulturkaravane/f27b5947-3a49-450b-97ba-aa8c3b217a91

/Jeppe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *