Slægtens Dag 2022 – I år i Skagen

Kig forbi i Skagen – vi har stillet en stand op på stedet og er klar til en sludder. Ved du hvem du er ?

Herunder den udsendte pressemeddelelse fra Skagen Lokalhistoriske Forening :

PRESSEMEDDELELSE

SLÆGTENS DAG på Kulturhus Kappelborg i Skagen

Søndag den 30. oktober bliver en festdag for alle slægts- og lokalhistorisk interesserede i Skagen og omegn. Slægtens Dag arrangeres på skift forskellige steder i kommunen, og denne gang er det Skagen Lokalhistoriske Forening i samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv Skagen, der står for arrangementet.

Dagen byder på foredrag, instruktioner og billedkavalkader, og så vil lokalhistoriske arkiver fra området præsentere sig ved stande.

Formanden for Skagen Lokalhistoriske Forening, Andreas Andreasen, byder velkommen kl. 10.

Derefter tager Jens-Peter Fage ordet og fortæller om udvandring generelt med Harald Munk fra Sørig som et helt specielt eksempel. Munk drog til USA som en ung knøs. Han kom straks i arbejde, men meldte sig til de amerikanske tropper og blev sendt til de franske slagmarker i slutningen af 1. verdenskrig. Her blev han hårdt såret, men reddede livet mirakuløst og kom tilbage til USA, hvor han levede et langt og lykkeligt liv.

Senere fortæller Steen Thunberg om sin slægtshistoriske jagt på forfaderen, redningsmanden Ole Svendsen Thunberg. Her er slægts- og lokalhistorie for alle pengene og også ting til overvejelse for folk, der vil i gang med slægtsforskning eller som allerede har taget springet.

Trikotagehandler Jens Aage Lundholm Sørensen – i daglig tale kærligt kaldt ”Skrædder Sørensen” – var en ivrig slægtsforsker og opbyggede gennem et langt liv et omfattende slægtshistorisk kartotek over skagboer, folk fra landsognet og fra Raabjerg sogn. Hans kortkartotek blev efterfølgende af Lokalhistorisk Arkiv digitaliseret og lagt på nettet, hvor det i dag er et fantastisk hjælpemiddel for alle, der forsker i skagboernes personalhistorie. Lundholms Arkiv, som det hedder, bliver stadig udbygget og fejlrettet, og en af de flittige på det område er Peter Marling.

På Slægtens Dag vil han demonstrere, hvordan man søger på Lundholms Arkiv.

Sidste foredragsholder er Mads Bisgaard Christensen fra Stadsarkivet, der vil fortælle om de mange muligheder, der er for slægtsforskning – også i Stadsarkivet i Frederikshavn.

Foredraget om Harald Munk finder sted i Biografen, men resten arrangementerne foregår i Salen på Kulturhus Kappelborg.

Rundt omkring i Salen sidder repræsentanter for arkiver og museer i kommunen på spring til en rask snak om historie og slægtsforskning. Man skal bar gå til dem!

Lokalhistorisk Arkiv i Skagen stiller også en kasse med fotografier frem, som man gerne vil have lidt hjælp til med hensyn til datering og identifikation, og på storskærmen vil der i perioder køre billedsekvenser, som skildrer livet i Skagen.

Det hele varer fra kl. 10 til kl. 16, der er gratis adgang, alle er velkomne, og man kan komme og gå, som det passer én. Baren vil være åben, så man kan få stillet den værste tørst. Bliver man sulten, er der rige muligheder i den retning tæt på Kulturhuset.

Velkommen til Slægtens Dag.

/Jeppe

En rigtig god aften i Jerup

Omkring 45 interesserede var mødt op til et vellykket arrangement i Jerup Kirke og på Jerup Kirkegård, tirsdag den 20. september 2022.
I samarbejde med Frederikshavn Kommunes Naturvejleder Bo Storm og Jerup Menighedsråd havde vi nemlig arrangeret kirkegårdsvandring.

Der var lagt i ovnen til lidt af hvert, da aftenen startede med Bo Storms fortælling om, hvorledes forhistorie, tro, overtro og natur, er bundet sammen både nu og i ‘gamle dage’. Efter dette interessante foredrag, som blev afholdt inde i selve kirkerummet, drog vi ud på kirkegården.

Her blev vi underholdt af Zenitha, som havde fundet flere spændende historier frem om en større håndfuld, mere eller mindre tilfældigt udvalgte, gravstene (der er jo rigtig mange at tage af og alt for lidt tid).
Fortællingerne blev suppleret med kommentarer og anekdoter fra tilhørerne ligesom også Bo, der er født og opvokset i Jerupområdet, kunne spæde til med viden om bl.a. skovbeplantninger i området.

Efterhånden som mørket sænkede sig og svalerne over vores hoveder blev udskiftet med dværgflagermus, meldte trangen til en kop kaffe sig.

Heldigvis havde Camilla og Jerup Menighedsråd rigget både kaffe, the og masser af snacks og lækkerier til inde i våbenhuset og her blev der sludret lystigt på kryds og tværs.

Oveni en god og stemningsfyldt aften, lykkedes det os også at få tegnet et par nye medlemsskaber, så alt i alt kan vi se tilbage på arrangementet med tilfredshed.

Husk at give os et praj, hvis du har en idé til et lokalhistorisk arrangement, som du mener vil passe godt ind i Jerup-området – eller andre steder i sognet for den sags skyld…

/Jeppe

Kirkegårdsvandring 2022 i Jerup

Kirker, natur og tro hænger sammen. Siden oldtiden har mennesket troet på naturen og gennem historien har vi troet på noget, der styrer det hele.

I samarbejde med Jerup Menighedsråd og Naturvejleder i Frederikshavn Kommune, Bo Storm, afholder vi -ovenpå sidste års kæmpesucces i Elling, igen en spændende Kirkegårdsvandring. Denne gang er det Jerup Kirkegård, som lægger baggrund til og vi mødes 20. september 2022 kl. 18:30 ved Jerup Kirke.

Vi har her på arkivet fundet en håndfuld spændende gravstene, som vi under vandringen vil fortælle spændende historier om, så mød op til en hyggelig aften og blive klogere på natur og historie i Jerup.

Annonce herover venligst kopieret fra sidste nye nummer af Kirkebladet…

Vi ses,
/Jeppe

Sjov på Strandby Havn 2022

Så er det sommer igen og Arkivet har en selvfølgelig stand på Strandby Havn hver af de 4 tirsdage, hvor arrangementet ‘Sjov på Strandby Havn’ løber af stablen.

Vi udstiller fotografier og film i vores spritnye markedspavillon og er altid klar til en snak.

Mød os fra kl. 16-20 den 12. juli, 19. juli, 26. juli og den 2. august 2022 i området omkring ‘Den Blå Café’

Vi ses,

/Jeppe


Ny udstilling i Tatol Strandby

Så er der endeligt nyt i vinduerne i det gamle Tatol på Havnevej 4 i Strandby.

Kig forbi og se, om ikke godtnok minderne dukker op stille og roligt. Der skal nok være et-eller-andet, som kan genkendes og hvis vi har ramt helt forbi, så bare nyd billederne fra dengang verden ikke var så helt af lave…

Lad os høre din mening om udstillingen, -enten i kommentarfeltet hér, på facebook eller hvor du nu møder os.
Har du forslag til emner og tema-udstillinger hører vi hjertens gerne fra dig.

Til sidst – så glem ikke, at vi leder med lys og lygte efter et sted i Jerup, hvor vi kan have en mindre udstilling af lokale fotografier også fra dén del af vores sogn.

/Jeppe

‘Slægtsforskning’ på pause

Slægtsforskningssæsonen på arkivet er nu slut for denne sæson.

Vi har jo normalvis ‘hjælp til slægtsforskning’ den første mandag i måneden fra oktober til marts fra kl. 14:00 til 16:00. Tilslutningen til dette har, henover de sidste sæsoner, desværre været dalende og på grund af den manglende interesse og vores begrænsede ressourcer, har bestyrelsen været nødsaget til at beslutte, at vi holder en pause med slægtsforskningshjælp, i første omgang for næste vintersæson 2022/2023.

Det vil selvfølgende stadigvæk være muligt, at komme forbi i arkivets normale åbningstid, ligesom vi naturligvis vil stille arkivalier til rådighed for alle interesserede. Der vil da også være mulighed for at stille specifikke spørgsmål dertil, -men altså indtil videre en pause for selve aktiviteten ‘Slægtsforskningshjælp’ som sådan.

Vi håber på forståelse for dette og håber samtidigt, at vi kan få stablet aktiviteten på benene igen på et andet tidspunkt.

/Jeppe

Referat fra Generalforsamlingen 26. januar 2022 kl. 19:00 i Strandby Borger- og Kulturhus

REFERAT:
Deltagere 26

  1. Valg af dirigent.
    Bent H. Pedersen valgt.
  2. Formandens beretning.
    Jeppe Kajgaard aflagde beretning om det forløbne år i arkivet.
    Beretningen er vedlagt referatet.
  3. Aflæggelse af regnskab for året 2021
    Kassereren Iver Bengtson gennemgik regnskabet, ingen kommentarer.
  4. Budgetforslag for 2022 samt fastlæggelse af kontingent for 2023
    Budgettet gennemgået, kontingent for 2023 er uændret.
  5. Arkivlederens beretning.
    Karin Pedersen gennemgik hvor mange henvendelser og kontakter der
    har været til arkivet i 2021. Opgørelsen vedlagt referatet.
  6. Indkomne forslag.
    Der er ikke kommet forslag inden generalforsamlingen.
  7. Valg af stemmetællere.
    Ingen valgt.
  8. Valg til bestyrelsen.
    Der vælges 2 personer til bestyrelsen i lige år.
    På valg er: Hanne Lundholm og Zenitha Nielsen.
    Genvalg til begge.
  9. Valg af 2 revisorer for 2 år.
    På valg er : Birgit Larsen og Jørn Andersen.
    Genvalg til begge.
  10. Valg af revisorsupleant for 2 år.
    Jarn Pedersen valgt.
  11. Eventuelt.
    Jarn Pedersen spørger til, hvor langt man er med evt. nye lokaler til
    arkivet.
    Der arbejdes på muligheden, der er aftalt et besøg af en fra kommunen
    til at besigtige de nuværende lokaler. Før ved vi ikke noget nyt.
    Generalforsamlingen afsluttes med kaffe.
    Efterfølgende fortalte Henrik Aaen fra Fællesvirke om planerne
    vedrørende Kirkemarken, og Anne Jensen fortalte om planerne ved
    Nordstrand.

Ref.: Hanne Lundholm.



Formandens beretning ved generalforsamlingen 26. januar 2022

Min beretning den her gang, har et væsentligt mere positivt udtryk, end hvad vi så forrige år. Ovenpå det skuffende aktivitetsresultat fra 2020, har vi fået endda væsentlig mere succes med arrangementer og tiltag i 2021.

Det startede nu ellers ikke alt for godt, da vi måtte udskyde selve generalforsamlingen, men stille og roligt kom kæden på igen og vi kunne hen over året opleve en stor interesse for vores arrangementer og arkivet i sig selv. Sommerferien blev blandt andet brugt på at planlægge Kirkegårdsvanding på Elling Kirkegård sammen med naturvejleder Bo Storm. En kæmpe succes en dejlig septemberaften med næsten 70 fremmødte og de kunne blandt andet høre baggrundshistorier om nogle af gravstederne og fortællinger om natur, tro og overtro. Som prikken over i’et var der kaffe og cupcakes i Sognegården. Der er både fra Bo og os selv en stor lyst til at gentage et lignende arrangement i Jerup og det vil vi arbejde på.

En rigtig god aftale med Carsten Aaen gjorde det, sidst i september, muligt for os at få oprettet en permanent udstillingsplads, da vinduerne i det gamle Tatol her i byen var blevet ledige. Det er planen at vi vil udskifte billeder helt eller delvist ca 3 gange om året og jeg kan da kun opfordre til at kigge forbi en gang imellem og evt. komme med gode emner til temaer. Det er også planen, at vil vil køre lidt af arkivets film på
et fjernsyn, vi har deroppe – men teknikken driller lidt…

Sidst i oktober sørgede museumsinspektør Jan Hammer Larsen for at vi fik endnu en kæmpe succes, da et stuvende fuldt Borger- og Kulturhus kunne lære om Forhistorisk tid, Vikingetiden, Middelalderen og Renæssancen i Strandby og Omegn. Fortællingerne stoppede omkring 1840 og vil vil i samarbejde med Jan forsøge at stable en 2’er på banen i løbet af året.

Vi deltog i Slægtens Dag i maskinhallen i Frederikshavn, hvor en række af de lokale arkiver og slægtshistoriske foreninger stillede op med hver deres stand i håb om at skabe netværk og eventuelt kapre nye medlemmer. Ikke den store succes, men måske fik vi kontakt med en person, som kan hjælpe os med det, som vi i daglig tale kalder ’Jerup indsatsen’. Det er en højt ønsket indsats, som går på at få skabt arrangementer og generel aktivering af det vi laver, også i Jerup, da det jo er en stor del af Elling Sogn – desværre bare lidt for meget stillestående…

Året sluttedes af traditionelt med vores eget ’Kom og mød arkivet’-juletræ på torvet pyntet med forskellige arkivfotos. Der var til tider godt besøg, hvilket er det vigtigste og selve målet med arrangementet, men vi må desværre nok også se i øjnene, at vi denne gang ikke fik nye medlemmer ud af det.

På husholdningssiden, eller driften om man vil, er året gået med blandt andet udskiftning af klimaovervågningen i Arkivrummet i omklædningsbadet, sådan at vi nu får advarsler på mobiltelefonen, hvis temperatur eller luftfugtighed kommer udenfor grænserne. Der er også blevet arbejdet på et nyt backup-system til vores server, ligesom det nu også i princippet er muligt at arbejde hjemmefra via fjernopkobling til denne. Endelig er der blevet indrettet et gæste/besøgsrum, i hvad der vel nok må have været frøken Mortensens soveværelse, hvor vores gæster i fred og ro kan studere arkivalier.

Til slut lidt om arkivets liv på de sociale medier, hvor man jo siger at det er dér, det sner; -arkivets facebook side er i første omgang en afspejling af den del af vores hjemmeside, som har med arrangementer og hvad man kan kalde generel adhoc information at gøre. 235 personer følger den her facebook side og vi vil gerne
i løbet af året supplere siden med en facebook gruppe. Det vil gøre det nemmere for interesserede at lægge et hurtigt indlæg eller spørgsmål op eller starte en snak eller diskussion, som vi på arkivet ikke nødvendigvis behøver at være en del af. Nogle kender sikkert nostalgi-grupperne i sognet og planen er, at det bliver noget lignende. Med arkivet som drifter af gruppen, kan vi sikre at indlæg i grupperne forbliver
forankret også i fremtiden. Det er ikke en ny idé, men ting tager tid, -for det kan jo godt være, at vi på arkivet er glade f.eks. for billeder af Jusse og Christen Ingeborg, men det betyder ikke nødvendigvis at vi også er 100 m mestre til sådan noget facebook halløj. Der var iøvrigt 4600 besøg på hjemmesiden af over 1 minuts varighed.

Jeg vil slutte af med at sige mange tak til de frivillige, som hjælper med indtastning af data og andet arkivarbejde og på den måde hjælper med at få vores arkiv, ’vores fælles hukommelse’, til at fungere.

Arkivlederens opgørelse

Indleveringer i 2021 = 18 stk fordelt på 6 arkivalier
Samlet antal arkivalier = 753

Registrerede fotos = 696
Uregistrerede fotos = 366
I alt nye billeder = 1062
Samlet antal billeder = 11.729

Besøg på arkivet = 18
Henvendelser via mail = 27

Julemarked 2021 på torvet

Vi har igen i år fået lov til at stå på FDF’s julemarked med vores helt eget juletræ, pyntet flot op med fotografier, som bringer minderne tilbage.

Indenfor i Genbrugscenteret vil det være mulighed for at få en sludder med medarbejdere fra arkivet. Der er selvfølgelig også bøger til salg, hvoraf nogle allerede er pakket ind – lige klar til at lægge under juletræet…

Kig forbi, -det bliver hyggeligt, for som FDF selv skriver på Facebook:

” Har du købt årets juletræ?
Ellers har du mulighed for det på lørdag kl. 9-13 foran FDF’s Genbrugscenter. Her har du samtidig mulighed for at gøre en god handel i centret og besøge de hyggelige boder. Og husk….. Julemanden kommer naturligvis sejlende til Strandby kl. 10.30…. mon ikke han har en slikpose med til børnene (sponsoreret af Lions Club Bannerslund – tak for det ) “

/Jeppe