Følgende er sakset fra kanalfrederikshavn.dk:
Link: Præsenterer skitser for fremtidig anvendelse af Ellinggård (kanalfrederikshavn.dk)
Knud Erik Jørgensen fra danmarks KULTURARV vil på et møde mandag aften (11-9-23) i Elling præsentere nogle skitser for den fremtidige anvendelse af Ellinggårds bygninger og have.
Knud Erik Jørgensen fra danmarks KULTURARV kommer til Elling, hvor der er møde kl. 19.00 i Sognegården på Tuenvej 10a.
På mødet vil jeg informere om, hvad danmarks KULTURARV er for en størrelse. Vi er konkret et almennyttigt ApS – med tilhørende venneforening – der sigter mod at stifte en dansk kulturarvsfond. Det har været efterspurgt en del årtier. Dernæst vil jeg informere om overtagelses- og restaureringsprocessen, omend sidstnævnte må afvente en forundersøgelse og handleplan. Endelig vil jeg præsentere nogle skitser for den fremtidige anvendelse af bygning/have. I den forbindelse spørger jeg, hvilke idéer foreninger og ildsjæle i lokalområdet har. Rammen for det hele er den bevarende lokalplan, som Frederikshavn Kommune har udarbejdet, og som den fremtidige anvendelse må respektere, siger Knud Erik Jørgensen til Kanal Frederikshavn.
Hvor mange penge vurderer du, at der skal bruges for at restaurere Ellinggård?
Jeg er bekendt med et budgetoverslag for et projekt i cirka 2012, men budgetovervejelser må nødvendigvis afspejle, hvad man ønsker at opnå og tilgangen til opgaven. Eksempelvis har firmaet Genbyg p.t. egetræsbjælker til salg for 600 kroner stykket, så selv 75 af slagsen vil ikke udgøre en tung post på budgettet. De konkrete bjælker er dog for korte til Ellinggård, så det er udelukkende et regneeksempel. Der er også et firma, som med hempcrete opbygger isolering på den indvendige side af bindingsværkmure. Metoden sparer et antal arbejdsgange, er godkendt af Slot- og Kulturstyrelsen og afprøvet på en gård ved Faaborg. Bygningen i Elling er ikke fredet, så det er kun retningslinjerne i lokalplanen, der skal følges, pointerer Knud Erik Jørgensen.
Har I gjort noget tilsvarende andre steder?
Danmarks KULTURARV er et ungt firma, som er i gang med Kruså Vandmølle. Vi har blandt stiftere og bestyrelsesmedlemmer velanskrevne og erfarne folk (arkitekt, tømrerfirma, byggechef, ejendomsudvikler og projektleder). Med hensyn til projektets realiserbarhed er vi inspireret af projekter som eksempelvis Jernstøberiet i Asaa, Ane Maries Hus i Vrensted og Kreativitetshuset i Lildstrand, oplyser Knud Erik Jørgensen.
Alle interesserede er meget velkomne til mødet mandag aften i Elling.
Ellinggård skiftede sidst ejer for 11 år siden, da landmand Lars Kringelholt solgte ejendommen til landmand Casper Poulsen. Hovedbygningen trænger i høj grad til en kærlig hånd. Byrådet i Frederikshavn Kommune har besluttet, at bygningen ikke må ombygges eller nedrives uden byrådets godkendelse.
Ellinggård er en herregård, og kan dateres helt tilbage til 1440. I den lange række af ejere gennem tiderne finder vi navne som Gyldenstierne, Sparre, Kaas, Ulfeld og Banner. Den nuværende hovedbygning stammer fra 1600-tallet, men har i mange år stået ubeboet og er i stærkt forfald.
Avlsbygningerne er i brug, og der drives landbrug på Ellinggård. Ejeren har flere gange anmodet Frederikshavn Kommune om tilladelse til at rive hovedbygningen ned, men har fået afslag. Den er bevaringsværdig, men ikke fredet.
/Jeppe