En rigtig god aften i Jerup

Omkring 45 interesserede var mødt op til et vellykket arrangement i Jerup Kirke og på Jerup Kirkegård, tirsdag den 20. september 2022.
I samarbejde med Frederikshavn Kommunes Naturvejleder Bo Storm og Jerup Menighedsråd havde vi nemlig arrangeret kirkegårdsvandring.

Der var lagt i ovnen til lidt af hvert, da aftenen startede med Bo Storms fortælling om, hvorledes forhistorie, tro, overtro og natur, er bundet sammen både nu og i ‘gamle dage’. Efter dette interessante foredrag, som blev afholdt inde i selve kirkerummet, drog vi ud på kirkegården.

Her blev vi underholdt af Zenitha, som havde fundet flere spændende historier frem om en større håndfuld, mere eller mindre tilfældigt udvalgte, gravstene (der er jo rigtig mange at tage af og alt for lidt tid).
Fortællingerne blev suppleret med kommentarer og anekdoter fra tilhørerne ligesom også Bo, der er født og opvokset i Jerupområdet, kunne spæde til med viden om bl.a. skovbeplantninger i området.

Efterhånden som mørket sænkede sig og svalerne over vores hoveder blev udskiftet med dværgflagermus, meldte trangen til en kop kaffe sig.

Heldigvis havde Camilla og Jerup Menighedsråd rigget både kaffe, the og masser af snacks og lækkerier til inde i våbenhuset og her blev der sludret lystigt på kryds og tværs.

Oveni en god og stemningsfyldt aften, lykkedes det os også at få tegnet et par nye medlemsskaber, så alt i alt kan vi se tilbage på arrangementet med tilfredshed.

Husk at give os et praj, hvis du har en idé til et lokalhistorisk arrangement, som du mener vil passe godt ind i Jerup-området – eller andre steder i sognet for den sags skyld…

/Jeppe

Spændende aften ved Elling Kirke

Kirkegårdsvandringen 2021 i Elling løb af stablen i tirsdags den 7. september i et samarbejde med Naturvejleder Bo Storm og Menighedsrådet.

En rigtig dejlig septemberaften, som startede med et interessant foredrag af Bo Storm inde i selve kirken. Her blev de 60-70 fremmødte underholdt med fakta og anekdoter i en god blanding af tro, overtro, dyr, fugle og andet natur, som både nutidigt og historisk har været koblet til tro, kirker og kirkegårde.

Efter denne introduktion blev det tid til at begive sig ud på den omkringliggende kirkegård, hvor vi havde forberedt lidt forskelligt at fortælle om udvalgte gravstene.

Der er jo mange stene / fortællinger at vælge imellem når man sådan skal finde nogle frem – og alt for lidt tid til at fortælle de interessante historier.

Vi startede i det sydøstligste hjørne, hvor Zenitha ved en sten fortalte lidt om de generelle genvordigheder, man støder på f.eks. i forbindelse med slægtsforskning, hvor de afdødes navne og endda også fødselsdatoer kan være i uoverensstemmelse med kirkebogen.

Bo supplerede med fortællinger om forskellige planter i, på og omkring kirkegårdsdiget og belærte os om deres forskellige helbredende egenskaber.

I modatte ende af kirkegården blev der efter en lille gåtur gået lidt mere i dybden med nogle af de personer, hvis navne var hugget ind i stenene.

Vi fik hørt om, hvad der kan findes frem til af spændende ting om personernes levned og betydning for lokalsamfundet ved at nærstudere de data, som blandt andet er opbevaret på arkivet.

Zenitha fortalte spændende historier om skoleholder Lars Henning Schroll, præst og bl.a. kirkeforstander i Iowa Rasmus Vestergaard, gårdejerskerne Hanne og Grethe Nørgaard og fattiggårdsbestyrerparret Jens og Karoline Madsen. Som rosinen i pølseenden blev tilhørerne klogere på forfattersken Hulda Lütken, som også fik citeret et par eksempler på hendes lidt dystre digte og fortællekunst.

Til sidst var der tid til kaffe, cupcakes og spørgsmål i Sognegården skråt overfor på den anden side af Tuenvej.

Man kunne sagtens have valgt nogle andre af de mange spændende stene og livshistorier i stedet for ovennævnte og måske gentager vi successen med nogle af dem en anden gang.

Alt i alt en fantastisk dejlig aften…

/Jeppe

Kirkegårdsvandring 2021

Ovenpå sidste års Corona-aflysning af Kirkegårdsvandringen på Elling Kirkegård, prøver vi nu igen…

Kirker, natur og tro hænger sammen. Siden oldtiden har mennesket troet på naturen og gennem historien har vi troet på noget, der styrer det hele.

Tirsdag den 7/9 2021 kl 18.30 er der foredrag og gåtur på kirkegården i Elling hvor Menighedsrådet, lokalhistorisk forening og Naturvejleder Bo Storm vil fortælle om naturen og historien og nogle af de personer, som har haft betydning for lokalsamfundet i Elling Sogn.

Mødestedet er Elling Kirke, Tuenvej 23 og bagefter er der afsluttende kaffe, som kan købes og indtages i Sognehuset i Elling, Tuenvej 10A skråt overfor.
Arrangementet forventes at slutte ca klokken 21.00

P.S. Vidste du at taks, som der står mange af på kirkegårde er giftige og at taks blev brugt til langbuer ? Kom og lær mere om din natur, egn og historie.

/Jeppe

Kulturkaravanen er aflyst

I den nærmest uendelige række af Corona-aflysninger af dette og hint, finder vi nu også Kulturkaravanen 2020, som var planlagt til den 26. November.

I år skulle projektet have foregået i Strandby, som sidste stop ud af 11. Selve konceptet går ud på at præsentere en bys kultur på en nærværende og anderledes måde. I Strandbys tilfælde blev temaet Teaterbyvandring og Spot på Strandby.

Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv har ikke taget aktiv del i udførelsen af selve arrangementet, hvor skolebørn i 6. klasse, sammen med Utzon-center i Aalborg, skal lave kunstnerisk lyssætning af specielt udvalgte steder i byen og hvor Det Hem’lige Teater, også fra Aalborg, står for eksperimenterende og grænseoverskridende historiefortælling på en 2 kilometer lang byvandring.

Til gengæld tog vi tilbage i foråret del i opstarten af projektet, hvor vi travede en tur igennem byen med de involverede parter fra Aalborg, Frederikshavn Kommune og Strandby Skole. Her fik vi fortalt om byens historie og udpegede interessante bygninger og pladser osv og vi havde en rigtig god dialog bl.a. med Det Hem’lige Teater, som skulle stå for den historiske formidling.

Vi fik også selv noget med hjem, da det altid giver en god forståelse, at høre hvordan andre ‘fremmede’ tolker den historie og fortælling, som vi lokale tager for givet.

Men altså – endnu et arrangement, som desværre måtte droppes i disse virustider.
Se f.eks. i dette link, hvad vi gik glip af : https://lokalavisenfrederikshavn.dk/nyheder/strandby-er-med-i-aarets-kulturkaravane/f27b5947-3a49-450b-97ba-aa8c3b217a91

/Jeppe

Corona-aflysning af kirkegårdsvandring

Vi beklager,

Vores arrangement “Kirkegårdsvandring”, som vi har planlagt sammen med menighedsrådet i Elling og Naturvejleder Bo Storm onsdag den 9/9 kl 18.30, aflyses.

Dette er på grund af nye restriktioner i forbindelse med Covid 19, som betyder at arrangementer i denne uge automatisk aflyses, når Frederikshavn Kommune er involveret.

Vi håber med forskellige tiltag, at kommunen igen kan få et lavt smittetryk. Arrangementet vil naturligvis blive forsøgt afholdt på et senere tidspunkt.

Læs mere i dagspressen om Frederikshavn kommune og Covid 19 situationen.

/Jeppe

AFLYST – Kirkegårdsvandring

Kirker, natur og tro hænger sammen. Siden oldtiden har mennesket troet på naturen og gennem historien har vi troet på noget, der styrer det hele.

Onsdag den 9/9 kl 18.30 er der foredrag og gåtur på kirkegården i Elling hvor Menighedsrådet, lokalhistorisk forening og Naturvejleder Bo Storm vil fortælle om naturen og historien og nogle af de personer i Elling der har haft betydning for lokalsamfundet i Elling.

Mødested Sognehuset i Elling, Tuenvej 10A kl. 18.30

P.S. Vidste du at taks, som der står mange af på kirkegårde er giftige og at taks blev brugt til langbuer ? Kom og lær mere om din natur, egn og historie.

/Jeppe